Overvågning i gadebilledet har siden 2010 været en ophedet diskussion i offentligheden, som der stadig ikke er kommet et holdbart kompromis ud af. På både kommunalt og landsplan har der gennem årene været en række tiltag, som af kritiske modpoler bliver foragtet. Er et overvågningskamera på udsatte steder en tryghedsskabende og kriminalitetsmindskende løsning, eller er det en politisk lykkepille, som blot flytter kriminaliteten, og som giver borgerne en falsk tryghed, hvor prisen er mindre frihed og mindre selvstændighed?

 

Manglende overvågning à manglende sikkerhed?

Når ømtålelige emner som skat, frihed, afgifter, kontrol og overvågning er i medierne, er det ofte svært at udlede, hvad hvilke partier og politikere egentlig mener. I debatten om overvågning er der lavet undersøgelser, som ifølge forsikringsselskabet Tryg og PET, tyder på at befolkningen føler sig mere trygge, når der i gadebilledet er synlige overvågningskameraer. ”Det handler om at være tryg”, men hvad er tryghed egentlig, og er det en konkret følelse, eller blot en afleder af manglende utryghed?

 

Mange kritikere har gennem årene fremsat holdninger om, at fokus på tryghed og overvågningskameraer giver mere utryghed i det store billede. Hvordan det? Hvis et overvågningskamera er lig beskyttelse, hvad så med de områder, gader, veje og offentlige steder, hvor der ikke er noget overvågningskamera? Skal borgerne pludselig føle sig usikre når de ikke overvåges?

 

Vi gemmer os bag terror

Da terrorpakke II i 2006 blev lov, blev også logningsbekendtgørelsen en ny stil for Danmark. Din færden bliver registreret fra morgen til aften, og selv når du sover trygt i din seng, så overvåges du, og ”big brother” ved altid hvor du er. Logningsbekendtgørelsen pålagde alle teleselskaber at registrere dine opkald og sms’er, som på årsbasis sniger sig op på ca. 900 milliarder registreringer af danskernes private telefonforhold.

 

Hvordan et så stort indgreb i din frihed blive lovlig? Det kan det, når det store faretruende ord ”TERROR” bliver råbt. Mellem år 2007 og 2012 er oplysningerne, af politiet blevet brugt tre gange.

 

Befolkningens frihed og ret til privatliv bliver udfordret ved logningsbekendtgørelsen. Det er prisen for at bekæmpe terrorangreb, hvilket i det store billede, er en lille pris, som størstedelen af danskerne nok ville tiltræde og acceptere. Når det så er sagt, så kan prisen pludselig synes dyr, når det vurderes at 900 milliarder private oplysninger gemmes på årsbasis, og der på seks år kun er reelt behov for tre af de oplysninger. De tre gange hvor politiet har gjort brug af teleselskabernes oplysninger har i øvrigt ikke været i forbindelse med terroropklaring, forklarer Justitsministeriets redegørelse fra februar 2013.

 

Venstre støtter op om kampen mod terror, og mener at overvågningen er et vigtigt og hjælpsomt middel mod samme. I modsatte lejr finder vi enhedslisten, som ikke vil tiltræde samme holdning. De frabeder en mistanke af alle borgerne, som de mener overvågningen er, og Pernille Skipper udtaler: ”Oftest begrunder man det med kampen mod terror og vold i gaderne”.

 

Det kan diskuteres om overvågning af den enkelte borger er prisen værd eller ikke. På nuværende tidspunkt har logningsbekendtgørelsens indgreb ikke reelt levet op til sit formål, men blev et terrorangreb pludseligt relevant, så var milliarder af oplysninger måske en hjælpende og tidsbesparende faktor? Man kan sammenligne indhentning af teleselskabers kunders oplysninger med en privat indboforsikring: Utallige mennesker brokker sig over, hvor mange penge de betaler for deres forsikring, men når uheldet er ude, og hele deres mega mussel stel er stjålet, så er den der indboforsikring rimelig rar at have. Forskellen på din indboforsikring og statens overvågning er simpel – det frie valg.

 

Politikernes bekymring for retssikkerheden

Hvor Dansk Folkeparti klapper i hænderne over mere overvågning på offentlige steder, og kun ser fordele, er flere andre partier skeptiske, og ønsker tunge overvejelser inden flere kameraer sættes op.

 

De Radikale Venstre holder fordelene op mod ulemperne ved overvågningen, og holder på deres værdier som er, at den personlige frihed er i højsædet, hvorfor en konstant og kollektiv overvågning er noget, som de ønsker at være tilbageholdende med.

 

I diskussionen om overvågning er en af de mest kritiske parter, ikke overraskende, Liberal Alliance. Med Simon Emil Ammitzbøll som ordfører på området bliver der ikke lagt fingre imellem holdingen til overvågning. ”Liberal Alliance er bekymrede for udhulingen af borgernes retssikkerhed”.

 

Politikernes holdninger er ofte fokus i offentligheden, men faktum er, at uanset om man er tilhænger af Dansk Folkepartis eller Liberal Alliances meninger, så er der i Danmark ca. 350.000 kameraer i offentligheden, og ifølge SikkerhedsBranchen bliver der i gennemsnit sat 50.000 op hver år yderligere.

 

Uanset den politiske debat bliver der således en øget overvågning i offentligheden, hvilket kan påvirke samfundets udvikling og dets udgangspunkt for tryghed.

 

Forhindrer kameraer kriminalitet?

Lige for alle de politiske partier er, at de ønsker at formindske og forebygge kriminalitet. Det Konservative Folkeparti mener f.eks. at debatten om overvågning skal være afbalanceret, og at der skal overvåges, hvor det er nødvendigt.

 

Der er foretaget undersøgelser om, hvorvidt overvågningskameraer forebygger kriminalitet de udsatte steder. Alle undersøgelser viser dog i, at hverken planlagt eller impulsiv kriminalitet begrænses af overvågningskameraerne.

 

Hvor overvågningskameraerne har en positiv virkning, er ved politiets efterforskning. Det er betydeligt nemmere for politiet at opklare sager om røverier mv., når de har videooptagelser af den kriminelle gerning.

En sådan åbenlys faktor er selvfølgelig den del af diskussionen, som alle politiske partier kan blive enige om.

 

Debat for ingen verdens nytte?

Når debatten om overvågning i gadebilledet stadig er aktuel, må det udledes, at der endnu ikke er lagt en konkret stil for udviklingen eller tilbageholdenhed på området. Politikerne bruger emnet, som det passer ind i deres politik, men fokus er uanset blå, rød, højre eller venstre fløj – tryghed.

 

At føle sig tryg, er ikke nødvendigvis en følelse som man registrerer, men nærmere end følelse man registrerer, når den ikke er aktuel. Tryghed er en følelse af ikke at føle sig utryg og uden for fare. Det er således svært at lave statistikker og måle på tryghed.

 

Modsat er det nemt, at være fortaler øget tryghed på gader og stræder. Politikere kan nemt slippe afsted med, at tale om overvågning og begrunde det med øget tryghed for borgerne. Overvågningskameraer øger nok ikke befolkningens frygt for fare, men spørgsmålet er, om deres tilstedeværelse mindsker sandsynligheden for at føle sig utryg?

 

Er hele argumentet om en tryg færden på gaderne, nærmere et vælgerplaster som dulmer utrygheden, men som egentlig ikke fikser selve problemet med kriminalitet – som en lykkepille dulmer ulykkelighed? Spørgsmålet forbliver ubesvaret! Mens debatten om overvågning vare ved, med det løse begreb ”tryghed” som centrum, så kan det konstateres ved hårde facts, at overvågningen årligt forøges.

 

Indgrebet i friheden mod truslen om terror er svær at afveje, og vi afventer endnu den endelige afgørelse af argumenternes tyngde.

(Visited 189 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 290715

Aktuelt - 29, juli 2015

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner

Læs mere

Onsdagsposten 130515

Aktuelt - 13, maj 2015

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner

Læs mere