At melde sig til et processpil

Det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg meldte mig til det, som skulle vise sig at blive semestrets ultimativt største oplevelse. Som en ung andetårsstuderende havde jeg altid betragtet processpil som noget for de ældre, dygtigere og mere rutinerede studerende. Noget man ikke var egnet til med kun to semestre bag sig. JD’s processpil var forbeholdt netop 2.- og 3.-åsstuderende, og min beskedne studieerfaring var derfor ingen undskyldning.

Efter intromødet hos Lett Advokatfirma var jeg ret nysgerrig, og da det lød som en sjov oplevelse, indsendte jeg min ansøgning da tilmeldingen åbnede. Den beslutning blev absolut skæbnesvanger for de måneder, som fulgte i kølvandet derpå. I dag sidder jeg, og tænker tilbage på en vanvittigt hård, fantastisk lærerig og ekstremt spændende proces, som kulminerede i ikke alene en fantastisk oplevelse i Højesteret, men for mit holds vedkommende også en førsteplads og dermed en rejse til Paris med højesteretssagfører og medstifter af Lett Advokatfirma, Georg Lett.

 

Processpil i praksis

Processpillet fungerer overordnet set på den måde, at 24 studerende deles ud på fire hold. Alle hold får udleveret den samme case, som er et case-forløb på nogle sider, samt en masse bilag til forløbet. Hvert hold skal herefter udarbejde en stævning, hvilket betyder, at holdene skal identificere rette sagsøger, rette sagsøgte og rette påstand i fortællingen. Hold 1 sagsøger hold 2, hold 2 sagsøger hold 3, hold 3 sagsøger hold 4 og hold 4 sagsøger hold 1. Det betyder, at alle hold får en stævning som de i det næste led i processen, skal besvare med et svarskrift. I sidste ende repræsenterer alle hold altså både sagsøger og sagsøgte, og den dag sagen kommer for Højesteret, skal holdene således procedere for begge parter i sagen. I Højesteret gennemføres derfor i praksis fire mini-retssager, hvor det først er hold 1 mod hold 2, derefter hold 2 mod hold 3 osv. Alle hold er tilknyttet advokatvejledere, som hjælper gennem hele processen ved at give gode råd, tips og vejledning.

 

Kommanditselskaber?!

Jeg husker tydeligt, da vi hver især fik fremsendt materialet til processpillet. Der kom en stor kasse med posten, som rummede et ringbind fra LETT advokatfirma med de dokumenter, vi skulle tage udgangspunkt i. Jeg læste historien igennem og måtte meget hurtigt konstatere, at ”det vidste jeg da ingenting om! Kommanditselskaber? Hvad er det?!” En strøm af nervøsitet skyllede ind over mig, og jeg blev helt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet var rustet til det her. Jeg havde aldrig haft selskabsret, jeg anede ikke, hvad et kommanditselskab (som var ret essentielt for vores case) var, og jeg syntes i det hele taget, at der var mange forhold i casen, som jeg ikke forstod en brik af. Jeg tror, vi var flere, som oplevede at stå på helt bar bund. Vi skulle gå fra 0 til 100 på en måned, og selvfølgelig var man i tvivl om, hvordan det nogensinde skulle lykkes.

Hvad jeg i dag kan sige, om den proces er, at en sådan udfordring ikke er nogen hindring, hvis man er klar til at arbejde for sin forståelse. Det var enormt sjovt at lære på den måde, man lærer på i et processpil. Det er noget ganske andet end den undervisning, vi alle kender fra studiet, og personligt fandt jeg læringsprocessen ekstremt inspirerende og ekstremt effektiv. Man har selv ansvaret for at finde materiale om de problemstillinger, casen giver anledning til, og man har selv ansvaret for at diskutere emnerne igennem, til man forstår dem. Det er en helt anden læringsmetode, og det er en enormt intensiv og udbytterig måde at arbejde med stof på. I sidste ende lærte vi jo alle sammen, hvad et kommanditselskab er, og så meget mere end bare det! Det er en del af oplevelsen at gå fra total forvirring til total kontrol på finaledagen.

 

Nye venskaber

”Hold 1 består af…” Jeg var på hold 1 sammen med 5 andre fremmede studerende, som jeg aldrig havde arbejdet sammen med før. Vi var en tilfældig blanding fra forskellige semestre, og det var med sommerfugle i maven, vi hilste på hinanden for første gang. Man fyldtes af spørgsmål og tvivl om, hvordan det her skulle gå. ”Hvad hvis vi ikke kunne arbejde sammen, hvad hvis vi ikke fungerede som gruppe?” Vi fik hurtigt udvekslet telefonnumre og planlagt vores første gruppemøde. Der blev booket grupperum, oprettet facebook-gruppe, lavet fælles dropbox og uddelegeret opgaver. Nu var processpillet for alvor skudt i gang. Det blev starten på timer og timers diskussioner, uenigheder, succesoplevelser og ikke mindst starten på et skønt venskab mellem 6 jurastuderende, som ellers aldrig ville havde mødt hinanden.

 

Tidskrævende

Vores gruppe var tilknyttet to vejledere fra Plesner, som gjorde en helt fantastisk indsats. Vi blev inviteret ud til dem til det første vejledermøde, og jeg husker tydeligt da vi gik ud af elevatoren på 15. etage i den imponerende bygning. Udsigten over København var fantastisk! Vi fik flere gange lov til at benytte Plesners lokaler, og da vi sad i mødelokalet på 15. etage for 10. gang kl. 01.00 om natten, og kæmpede med de sidste rettelser til svarskriftet tre uger senere, var udsigten ikke mindre fantastisk, men vi havde nok efterhånden vænnet os lidt mere til panoramaudsynet. For det ville være løgn at påstå, at processpillet ikke var tidskrævende. Flere gange sad vi til over midnatstid med opgaverne, og der var ikke mange weekender i perioden, som blev brugt på andet end stævninger og svarskrifter, det gjorde dog ikke så meget, når dagene startede med hjemmelavet brunch den ene weekend og hjemmebagt kage den anden.

 

Højesteret

Efter en lille måneds intenst arbejde var det pludselig blevet den store dag. Vi skulle i Højesteret og procedere. Højesteret! Procedere! Og ikke bare overfor hvem som helst, vi skulle op og procedere foran 3 vaskeægte højesteretsdommere, her i blandt Højesteretspræsidenten, Børge Dahl.

Alle de deltagerne mødte ekstremt velklædte og spændte op. Jakkesæt, kjoler, høje hæle og nye slips. Der var ingen tvivl om, at denne dag var noget særligt for os alle sammen.

Salen var fyldt op med adrenalin, nervøsitet, spænding, kampgejst og tilskuere. Denne dag var for alle deltageres vedkommende kulminationen på noget stort, noget vi alle havde arbejdet intensivt for. Vores hold var de første til at procedere. Vi havde godt hørt rygter om, at højesteretsdommerne kunne finde på at spørge ind til ens procedure, og at man skulle være forberedt på at blive afbrudt. At det allerede skulle ske 7 sekunder inde i vores procedure, allerede inden den principale påstand var læst op, var vi nok mindre forberedt på. De prøvede os af, dommerne. Og det var fedt! Alle blev vi hylet ud af den, men på en morsom, stilfuld og professionel måde. Det var simpelthen imponerende, hvilket overskud og hvilken indsigt de tre dommere havde. Dommerne kunne samtlige skrifter forfra og bagfra, og det gjorde kun hele oplevelsen endnu mere helstøbt.

Den oplevelse det er, at stå i Højesteret kan ikke beskrives. Adrenalin, glæde og stolthed udgør tilsammen den eufori alle deltagere, og til dels også alle tilskuerne, fyldes op af. Jeg tør godt påstå, at vi alle ser tilbage på den aften i Højesteret, som en aften, der gjorde de mange timers arbejde det hele værd.

Stort billede 1

Mit råd: GØR DET

Hvis jeg skal samle op på, hvad dette års processpil har betydet for mig, så er svaret ”alt”. Jeg har stiftet bekendtskab med en helt anden side af juraen, end den vi ser i den daglige undervisningsgang. Jeg har arbejdet aktivt og praktisk med de ting, vi hører om i forelæsningssalen og i klasselokalerne. Jeg har mødt så mange inspirerende medstuderende og færdiguddannede jurister, som alle har gjort en kæmpe indsats for at dette års processpil blev så vellykket, som det var tilfældet. Det var selvfølgelig en ubeskrivelig oplevelse at vinde, og det var helt fantastisk at komme til Paris med mit hold, men det er ikke sejren, som i dag står højest, når jeg tænker tilbage. Det var processen, og det var de minutter man havde i Højesteret, de minutter, hvor man havde ordet.

Jeg kan med stor sikkerhed anbefale alle, at melde sig til et processpil, hvis de har lyst til at krydre deres studie og CV med en oplevelse, de aldrig glemmer. En oplevelse de vil tænke tilbage på mange år efter. Processpillet er for alle, og det er en fantastisk sjov måde at prøve sig selv og juraen af på. Aldrig har jeg været så motiveret på juraen som nu, og det har processpillet en stor del af æren for.

(Visited 138 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Kender du typen – jurapigen

Aktuelt - 18, august 2014

Ironiserende fordomme om en typisk jurapige

Læs mere

Onsdagsposten 221014

Aktuelt - 22, oktober 2014

Onsdagsposten er sponsoreret Plesner

Læs mere