Kunstnerisk ytringsfrihed

– en Pandoras æske af retlige spørgsmål

 

Skrevet af Rasmus Korsgaard

 

Indledning

Med forfatteren Salman Rushdie’s ’De satanistiske vers’ udløstes en større lavine i moderne tid. Lavinen har siden vokset sig større, og den har ramt mange andre kunstnere. Nogle af kunstnerne, såsom filmkunstneren Theo Van Gogh, har måttet lade livet. Andre, som fx den danske bladtegner Kurt Westergaard, kæmper stadig for at komme ud af lavinen.

For nylig ramte lavinen så Paris med fuld kraft og tilføjede på tragisk vis endnu flere kunstnere til listen over omkomne. Kendetegnende for de kunstnere, som er blevet fanget eller omkommet i lavinen, er, at de, bevidst eller ubevidst, har udfordret nogle ømtålige dogmer i samfundet, oftest af religiøs eller seksuel karakter.

Tragedien i Paris har igen medført en heftig debat om ytringsfriheden og dens grænser. Særligt er begrebet »kunstnerisk ytringsfrihed« blevet anvendt i debatten. Således har mange debattører og politikere været ude med et forsvar for den kunstneriske ytringsfrihed.

Eftersom det betones, at der er tale om kunstnerisk ytringsfrihed og ikke blot ytringsfrihed, vil det være nærliggende at antage, at den kunstneriske ytringsfrihed rækker ud over den beskyttelse af ytringsfriheden, som almindelige borgere nyder. Som en parallel til denne opfattelse af den kunstneriske ytringsfrihed, kan nævnes, at fx journalister nyder en udvidet ytringsfrihed i nogle sammenhænge, herunder ved videreformidling af andres strafbare ytringer, jf. EMD 23.9.1994,Jersild mod Danmark.

Spørgsmålet er dog, om en sådan antagelse har hold i virkeligheden. Debattører og politikere har imidlertid ikke blot grebet begrebet kunstnerisk ytringsfrihed ud af den blå luft. Faktisk benyttes begrebet kunstnerisk ytringsfrihed også i domspraksis og i den juridiske litteratur. Men hvad begrebet mere præcist dækker over rent juridisk, er noget mere uklart.

 

Den negative afgrænsning af kunstnerisk ytringsfrihed

Ved en negativ afgrænsning af begrebet kunstnerisk ytringsfrihed skal det først og fremmest slås fast, at kunstnerisk ytringsfrihed ikke indebærer carte blanche til at fraskrive sig retligt ansvar for handlinger under påberåbelse af, at der er tale om særlig kunstnerisk ytringsfrihed.

Historien kan komme med flere eksempler på, hvor kunstnere er kommet på den forkerte side af loven. Et mere spøjst eksempel på dette er fra 2006, hvor kunstneren Uwe Max Jensen af retten i Herning blev idømt en bøde på 1.000 kr. for værket ’Midlertidigt gavlmaleri’. Bøden fik Uwe Max Jensen for – med sine egne poetiske ord – at anvende ”Guds pensel” til at dekorere en husgavl. Uwe Max Jensen var året forinden erklæret persona non grata hos ARoS for – igen med hjælp fra Guds pensel – at have hævet vandstanden på Olafur Eliassons kunstværk ’Waterfall’.

Bestemmelser i lovgivningen viser også med al tydelighed, at kunstnerisk ytringsfrihed ikke er et synonym for aboslut ytringsfrihed. Straffelovens § 140 (blasfemi), § 266 b (racisme), § 267 (injurier) og § 234 (salg af utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år) er blot et udpluk af de strafferetlige bestemmelser, som eksemplificerer, at kunstnere må tåle visse begrænsninger, når de ønsker at ytre sig. Herudover må kunstnere bl.a. også sørge for ikke at komme i konflikt med ophavsretten, markedsføringsretten og navneloven.

Ovenstående vil dog for de fleste jurister og jurister in spe næppe komme som den store overraskelse. Grundlovens § 77, som beskytter den formelle ytringsfrihed, kan påberåbes under ansvar for domstolene. Beskyttelsen i EMRK’s artikel 10, som også dækker den materielle ytringsfrihed, skal ses i lyset af undtagelserne i stk. 2. Hertil kommer EMRK’s artikel 17, som eventuelt kan komme i spil, hvis EMD vurderer, at kunstværket udgør et misbrug af rettigheder.

 

Den positive afgrænsning af kunstnerisk ytringsfrihed

Det bliver straks sværere at kvalificere, hvad begrebet kunstnerisk ytringsfrihed positivt dækker over. Dette må dels kræve en fastlæggelse af, hvornår noget er en ytring, og af, om denne er kunstnerisk.

Af grundlovens § 77 fremgår, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentligøre sine tanker. Det fremgår således ikke eksplicit af bestemmelsen, at kunstnerisk ytringsfrihed er dækket, selvom mange kunstnere udtrykker sig i tale eller på skrift, og derfor naturligt vil være omfattede. Af bestemmelsen kan man dog ikke udlede, at skulpturer og malerier er omfattede af bestemmelsen. Spørgsmålet er omtvistet i den juridiske litteratur, og svaret er ikke entydigt, selvom et flertal af de juridiske forfattere i dag er enige om, at malerier og skulpturer er omfattede.

Heller ikke af EMRK’s artikel 10 kan udledes, hvilke former for ytringer, der er omfattede. EMD har dog flere gange slået fast, at ytringsbegrebet skal fortolkes bredt, hvorfor bl.a. kunstneriske udtryk er omfattet, jf. EMD 24.5.1987, Müller mod Schweiz og EMD 25.4.2007, Vereinigung Bildender Künstler mod Østrig. Meget taler således for, at EMRK’s artikel 10 vil fange mange af de former for ytringer, som kunstnere benytter sig af.

Forudsat at der foreligger en ytring, skal denne ytring også være kunstnerisk. Det er imidlertid svært at fastlægge, hvornår en ytring kan klassificeres som kunstnerisk. At kunstneren selv mener, at der er tale om en kunstnerisk ytring, er ikke noget, domstolene normalt tillægger vægt. Dette var fx tilfældet i UfR 2014.73 V, som vedrørte den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkans overtrædelse af straffelovens § 266 b. Af byrettens præmisser fremgår …( ) og det er uden betydning, om tiltalte anser indlægget som led i en kunstnerisk virksomhed.

Det er næppe chokerende – set i en juridisk kontekst – at vurderingen af, hvornår noget er kunstnerisk eller ej, ikke er op til kunstneren selv. Hermed efterlades den tvivlsomme ære at vurdere, om noget er kunstnerisk eller ej, til domstolene.

Men som de følgende eksempler viser, er det ikke en helt nem vurdering, som domstolene skal foretage – og der synes ikke at være helt klare kriterier for, hvordan en sådan vurdering skal foretages.

I sagen Vereinigung Bildender Künstler mod Østrig er omdrejningspunktet maleriet ’Apocalypse’. Maleriet viser forskellige kendte personer, herunder bl.a. Jörg Haider, Moder Teresa samt politikeren Walter Meischberger, i seksuelle positioner. Det faldt Walter Meischberger for brystet, hvorfor han indbragte sagen for de østrigske domstole. Sagen nåede til EMD, hvor et flertal af dommerne (4 mod 3) nåede frem til, at der forelå en krænkelse af EMRK’s artikel 10.

Imidlertid kan man af den dissenterende dommer Loucaides begrundelse udlede, hvilke besværligheder, det giver, at skulle bedømme, om noget er kunstnerisk eller ej. Af begrundelsen fra dommer Loucaides fremgår bl.a.:The nature, meaning and effect of any image or images in a painting cannot be judged on the basis of what the painter purported to convey. What counts is the effect of the visible image on the observer. Furthermore, the fact that an image has been produced by an artist does not always make the end result “artistic”.

Dommer Loucaides fortsætter, nærmest harcelerende, sin begrundelse og finder frem til – ud fra en tilsyneladende objektiv målestok – at maleriet ikke har noget budskab:…()the “painting” is just a senseless, disgusting combination of lewd images whose only effect is to debase, insult and ridicule each and every person portrayed.

 

Konklusion og afsluttende bemærkninger

Som det fremgår ovenfor, er det ikke helt ukompliceret at finde ud af, hvordan kunstnerisk ytringsfrihed afgrænses – hverken negativt eller positivt. Et mere væsentligt spørgsmål er dog, om det har nogen særskilt betydning, at noget er omfattet af den kunstneriske ytringsfrihed.

Medfører det, som det antydedes indledningsvis, at der gælder en udvidet eller særlig beskyttelse for kunstneriske ytringer, som rækker ud over den beskyttelse, som almindelige borgere nyder? EMD slog i Vereinigung Bildender Künstler mod Østrig fast at …() those who create, perform, distribute or exhibit works of art contribute to the exchange of ideas and opinions … is essential for a democratic society (pr. 26). Af samme præmis fremgår det dog at … ( ) artists and those who promote their work are certainly not immune from the possibility of limitations as provided for in paragraph 2 of Article 10.

Det er således tvivlsomt, om kunstnerisk ytringsfrihed medfører, at kunstnere opnår en udvidet beskyttelse i forhold til almindelige borgere. Selv hvis det er tilfældet, åbner begrebet kunstnerisk ytringsfrihed en Pandoras æske af retlige spørgsmål.

(Visited 187 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Reportage fra EU-tur 2013

Aktuelt - 18, august 2014

Europa tur-retur

Læs mere

Hvad hvis UK’s parlament stemmer nej til Skilsmisseaftalen?

Aktuelt - 04, december 2018

(Visited 286 times, 1 visits today)

Læs mere