Kobbertårnet

kobbertårnet 

 

Hvis man vil være den bedste, må man også være blandt de bedste. Et udtryk for ambition, kvalitet og grundighed. Tre ting som står øverst på prioritetslisten hos et af landets største advokatfirmaer. Plesner blev grundlagt i 1918 og har vokset stødt og sikkert lige siden. Igennem de sidste snart 100 år har firmaet formået at plante et solidt fodfæste på den danske advokatscene. I dag er Plesner et full-service kontor, med en størrelse som kan huse forskellige personligheder og give plads til fordybelse, samt en faglighed som kan løfte de tunge opgaver og levere et færdigt og gennemarbejdet produkt.

 

Med en ambition om at være markedsledende inden for transaction, litigation og corporate, stiler Plesner til dagligt efter at danne rammerne for en virksomhed, hvor samarbejde og kompetence-udvikling er to fastgroede elementer.

I ønsket om at få indblik i hvordan hverdagen tager sig ud på et kontor af denne størrelse, og med et ønske om at få adresseret nogle af de klassiske fordomme omkring dét at være ansat hos ”de store”, besøgte jeg Kobbertårnet og blev ledt op på 16. etage, hvor legal intern Nikolai Dokkedahl, advokatfuldmægtig Sofie Arreskov og advokat Rikke Maria Falck Jensen tog imod mig.

 

 

           Hvem er Plesner?

 

Rikke:

Hos Plesner er man et team. Vi arbejder sammen om sagerne og om løsning af udfordringerne – og det sker på kryds og tværs af titel, anciennitet, fagområder, afdelinger mv. Det er væsentligt at bemærke, at Plesner har en flad struktur. Det betyder, at man som både studerende, fuldmægtig og advokat arbejder tæt sammen med partnerne, så det er jo direkte ”mester-lære”. Selvom der naturligvis er forskel på de enkelte partnere, og hvordan de hver især arbejder, så er Plesner gennemsyret af en fælles ånd og en vilje til at samarbejde, som præger hele organisationen.

 

 

          Hvordan afspejler kontorets størrelse sig i arbejdsgangen?

 

Sofie:

For så vidt angår fordommen om blot at være én af mange på et stort kontor, så tror jeg, at hele jurastudiet er præget af den holdning. Man kan ikke komme uden om, at vi alle sammen på en eller anden måde kommer til at ligne hinanden. Men vi er på ingen måde blot et nummer på gangen.

Det som Plesner bl.a. gør, er at holde en årlig samtale, hvor man bliver vurderet på ti forskellige parametre fra alt til, hvor mange timer du har lagt på kontoret, til hvorvidt du er værdiskabende for din klient og en god, samarbejdskompetent kollega. På den måde får vi hele tiden at vide, hvad vi er gode til, og hvor vi kan blive bedre. Man finder ud af, hvilken person man er. Vil du hellere sidde lidt mere bag computeren og skrive processkrifter og lign., eller er du en person, som gerne vil med ud af huset og have klientkontakt? Plesner er gode til at finde ens styrker og styrke dem endnu mere.

 

Nikolai:

Husets størrelse gør også, at man har mulighed for at fordybe sig lidt mere i sagerne. Man hører ikke om, at sagen ikke kan bære det. Her er virkelig plads til at gå i dybden, og man afleverer aldrig noget, som er halvfærdigt.

Jeg synes, at hvis man har en ambition om at være den bedste, så skal man også være blandt de bedste. Dem tror jeg, at der er mange af herinde. Det er i hvert fald det, man gerne vil være. Hvis man gerne vil udvikle sig til et fagligt højere niveau, er det uden tvivl et godt sted at være. Vores størrelse betyder, at her er højt til loftet i mere end én forstand, og det betyder, at man får utrolig meget ansvar – selv som student. Alt bliver selvfølgelig tjekket igennem, og man får konkret feedback på sine opgaver, hvilket der netop er plads til at gøre herinde. Det sikrer udviklingen.

 

Rikke:

På det mindre advokatkontor arbejder man typisk meget alene med sagerne, og man arbejder bredt med fagområder. Jeg arbejdede primært med fast ejendom, før jeg kom til Plesner, men jeg ønskede at blive endnu mere specialiseret på mit fagområde samt at arbejde med større sager, end det var muligt for mig på det mindre kontor.

Hos Plesner har jeg fået muligheden for at arbejde i dybden med fast ejendom på meget store projekter, som involverer finansiering, skat, moms mv., i et omfang som slet ikke var aktuelt, da jeg arbejdede på det mindre advokatkontor. Jeg arbejder også med internationale klienter, hvilket igen byder på nye aspekter af mit fagområde. Det betyder også, at jeg har brug for sparring med kolleger både i min egen afdeling men også med kolleger i andre afdelinger af Plesner. Så teamarbejdet er altafgørende for at kunne levere en fuldstændig rådgivningsydelse i højeste kvalitet, og for at kunne levere mere, end klienten forventer. I den forbindelse har jeg erfaret, at jeg fortsat arbejder selvstændigt med sagerne – for det at arbejde selvstændigt betyder ikke, at man arbejder alene – det betyder blot, at man driver sagen og får det til at lykkes – i samarbejde med sit team. Så den grad af selvstændighed, som jeg frygtede ville blive udfordret ved at arbejde på et stort advokatkontor, har vist sig at blive manet til jorden, ved at jeg er blevet klogere på, at selvstændig sagsbehandling faktisk er en del af at være et team mod levering af topydelse til klienten.

 

 

Ÿ           Hvilken person egner sig bedst til et kontor af denne størrelse, og hvordan har størrelsen betydning i den forbindelse?

 

Nikolai:

Faglig dygtighed giver sig selv. Plesners motto er, at man skal gøre det rigtige. Kvaliteten skal være i orden. Det bliver hele tiden prioriteret, at det er studiet, som er i højsæde, og at det er studiet, som man skal fokusere på. Der skal ikke gås på kompromis dér, for at arbejde mere her.

 

Sofie:

Jeg synes også, det er fint at få frem, at man ikke kan komme uden om, at karakteren er vigtig. Jeg føler nogle gange, at der bliver lagt låg på betydningen af karakterer, men det betyder altså noget. Det er okay, at folk er klar over det. Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt, at man har andre ting med sig.

 

Nikolai:

Det giver jo god mening. Hvis firmaet har en plan om at være de bedste, så rekrutterer de selvfølgelig også de bedste. Der bliver uden tvivl foretaget en helhedsvurdering, men vi er ikke bange for at sige, at den faglige dygtighed også er vigtig.

 

Rikke:

En både faglig og personlig gevinst ved at arbejde på et stort advokatkontor er det enorme netværk af kompetente og fagligt dygtige mennesker, som man får. Hos Plesner gøres der meget ud af det sociale, hvilket, ud over at være en personlig gevinst, gør det nemmere at arbejde sammen, når man kender hinanden og har det godt sammen personligt.

 

Sofie:

Ja, man skal også være socialt engageret. Vi har enormt mange arrangementer, så man skal være en god kollega, og man skal kunne omgås andre mennesker. Jeg synes dog ikke, at man kan opstille en ”Plesner person”. Vi har mange typer herinde, som går op i forskellige ting i deres frihed osv., men vi har alle det samme engagement. Alle vil gerne give en ekstra indsats.

 

Nikolai:

Det ekstra drive er nok meget kendetegnende. Selvom det uden tvivl gør sig gældende mange steder, så er der plads til det herinde.

Størrelsen gør, at der er plads til en person, som måske skiller sig lidt ud fra mængden. En person som f.eks. har skarpe analytiske evner, men som ikke har de stærkeste sociale kompetencer. Den person er der plads til på et kontor af denne størrelse.

 

 

Ÿ          Hvordan bidrager man til kontorets overordnede målsætninger og visioner?

 

Nikolai:

Jeg bidrager jo til løsningen af de enkelte sager, og jeg får utrolig meget ansvar. Vi får lov til at følge de sager, som vi har med at gøre, fra start til slut. Jeg føler aldrig, at jeg bare afleverer et stykke arbejde, som jeg aldrig ser noget til igen. Der bliver altid fulgt op.

Som studenter har vi gode muligheder for at få indflydelse. Jeg sidder bl.a. i Plesners Employer Branding-udvalg, hvor jeg er med til at tegne firmaets ansigt udadtil. På den måde får vi i høj grad mulighed for at bidrage og involvere os i Plesner som overordnet virksomhed. Det er ikke sådan, at tingene bare bliver styret fra toppen, og der sidder en inderkreds og træffer alle beslutninger. Alle bliver inddraget.

 

Sofie:

Alle de forskellige udvalg som Plesner har, og som vi har mulighed for at være en del af, gør at vi får en form for medbestemmelse, hvis vi deltager. Jeg er personligt med i Plesners Facebook-udvalg, som handler om, hvordan vi bedst kommer ud til de studerende.

Vi havde i øvrigt en tur til Båstad i sommers, hvor vi bl.a. havde en masse teambuilding og samarbejdsøvelser. På den måde bliver vi alle en del af målsætningen om, at blive de bedste markedsledere og have et godt samarbejde både internt og på tværs af afdelingerne.

I min hverdag synes jeg, at jeg bidrager på den måde, at de idéer jeg kommer med, både i forhold til administrative forbedringer og i forhold til konkrete sager, virkelig bliver taget til efterretning. Jeg føler, at jeg er en del af stedet til hverdag og en del af et team, hvor ens meninger og idéer bliver hørt.

 

kobber2

 

Ÿ          Hvilken betydning har kontorets størrelse på den personlige og faglige udvikling?

 

Rikke:

Personligt har min tid hos Plesner betydet, at jeg er blevet mere sikker på mine mål og ambitioner. Plesner har en stærk profil og kan tilbyde de muligheder, som jeg har brug for på min karrierevej. Et af de stærkeste tilbud, er Plesners fokus på kvinder og karriere, for vi er nødt til at erkende, at balance mellem privatliv og arbejdsliv er udfordret – måske særligt for kvinder grundet børn og – ærlig talt – samfundets forventninger og krav til at være der 100 % både for familie og arbejde. Jeg har deltaget i Plesners mentorordning, hvor jeg har haft et forløb med en mentor stillet til rådighed af Plesner, hvor jeg er blevet tunet ind på mine mål sammenholdt med mine ønsker og min konkrete familiesituation. Det har været en stor hjælp for mig, og min mentor har guidet mig til at få tegnet det karriereforløb, som ligger foran mig.

 

Nikolai:

Vi kan få lov til at præstere vores absolut bedste i hvert tilfælde. Der er ikke noget, som bliver gjort halvt, fordi der ikke er tid nok. Størrelsen betyder, at der er tid og plads til, at vi får løbende sparring, og der er hele tiden fokus på, at man skal udvikle sig.

Derudover er rammerne fantastiske. Hvis man skal skrive speciale, har man fri i et halvt år med fuld løn, man får stillet et kontor til rådighed, og man har fri mulighed for at sparre med sine kollegaer. Der bliver virkelig gjort noget for, at vi kan udvikle os.

Rikke:

Der er så meget erfaring og viden samlet ét sted. Du har eksperthjælp lige ved hånden. Videns- og erfaringsdeling er en stor del af Plesner, og man er godt hjulpet ved sine kollegers specialist-kompetencer.

 

Sofie:

Der er altid en, som man kan spørge til råds. Man er aldrig alene, og selvom man får meget ansvar, bliver man aldrig efterladt. Den mængde vidensdeling vi har i huset, betyder, at folk ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang, men at man kan dele ud af sin viden og få inspiration fra andre. Det betyder også, at alle bliver dygtigere.

Jeg tror også, det har betydet rigtig meget, at jeg var student hos Plesner, inden jeg blev fuldmægtig. Bl.a. fordi jeg ikke skulle bruge tre måneder på at lære huset, systemerne mv. at kende. Jeg frygtede lidt, at det ville være ligesom at være student bare med en ny titel, men det har ikke været tilfældet. Plesner tager skiftet seriøst, og jeg kan mærke, at jeg er ”steget” i graderne. Jeg får mere udfordrende opgaver og mere ansvar.

 

Rikke:

Det er vigtigt at notere sig, at overgangen fra fuldmægtig til advokat bemærkes udefra. Advokattitlen indebærer, at klienter og kontakter uden for Kobbertårnet har større forventninger til dig som advokat, end de havde, da du var fuldmægtig. Og den ændring bliver man klædt godt på til at tackle og leve op til, grundet de udviklingstrin, som man gennemgår under fuldmægtigperioden hos Plesner.

 

 

Ÿ           Hvorfor skal man ønske Plesner som sin arbejdsplads?

 

Nikolai:

Plesner er uden tvivl det bedste sted, jeg har stiftet bekendtskab med. Der er en helt særlig fornemmelse i huset. En helt særlig åben stemning. Alle er altid flinke og glade og tager godt imod hinanden. Og så er folk hamrende dygtige. Jeg har aldrig været ude for, at der ikke var helt tjek på tingene. Jeg går altid herfra og tænker, ”hold da op, de var gode igen i dag”. Plesner er for mig det bedste sted at udvikle sig.

Dertil kommer det sociale aspekt. Vi er 40-50 studenter, og der er et hav af sociale arrangementer, så vi har rig mulighed for at socialisere os. Vi kan hele tiden deltage i alt muligt, hvilket giver et stort udbytte rent socialt og personligt. Man møder en masse nye mennesker, så man lærer hinanden at kende på tværs af årgange og universiteter. At vi er mange studenter betyder også, at vi kan sparre med hinanden.

 

Sofie:

Der er en helt særlig sammenholdsfølelse. Det er svært af forklare. Man er virkelig glad, når man går på arbejde, og det synes jeg er super vigtigt.

Derudover er her højt til loftet. Der er ikke lagt fra partner til fuldmægtig eller til studerende, og man mærker ikke hierarkiet som sådan. Der ser vi igen den her flade struktur. Man er sig selv, og det er her plads til.

 

Nikolai:

Det er ret sigende og ret fantastisk, at uanset hvem du spørger, så synes de, at de sidder i den bedste afdeling herinde. Der er noget helt særligt ved stedet, som er svært at sætte fingeren på, men som alle herinde kan nikke genkendende til.

 

Sofie Arreskov

Advokatfuldmægtig Sofie Arreskov

 

 

 

 

Nikolai Dokkedahl

Legal Intern Nikolai Dokkedahl

Advokat Rikke Maria Falck Jensen

Advokat Rikke Maria Falck Jensen

(Visited 435 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Kan en aldrig anvendt skyggebestemmelse vælte Trump?

Aktuelt - 14, december 2017

Af Yousif F. N. Al-Saif Hvorfor har tusindvis af amerikanere foretaget Google-søgninger på forfatningsændring 25, § 4, (25th Amendement, Section 4)? Hvorfor har en skyggebestemmelse, der aldrig har været anvendt i praksis pludseligt fået de største amerikanske og internationale medier til at fatte interesse for amerikansk forfatningsret? Svaret er enkelt: Skyggebestemmelsen, den amerikanske forfatningsændring 25, § 4, kan teoretisk set vælte præsident Trump. Flere af Trumps egne topembedsmænd har tilmed tilkendegivet, at det netop bliver forfatningsændring 25, der bliver præsidentens […]

Læs mere

Onsdagsposten 080415

Aktuelt - 08, april 2015

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner

Læs mere