Skrevet af Niels Frederik Balling Larsen 

 

Den 3. december skal vi endnu en gang til stemmeurnerne. Vi skal enten stemme ja eller nej til at afskaffe det danske retsforbehold og udskifte det med en såkaldt tilvalgsordning. Nogle er politisk set for, mens andre er imod. På Stud.Jur. har vi besluttet os for at lægge det partipolitiske til side, og i stedet kigge på, hvad det hele handler om. For hvad er egentlig op og ned på afstemningen den 3. december?

 

Når vi næste gang står i gymnastiksalen på den lokale kommuneskole og knuger stemmesedlen i den ene hånd, mens vi trækker gardinet til stemmeboksen for med den anden, skal vi foretage et på papiret nemt valg: Ja eller nej?

Afstemningen er dog andet og mere end et valg mellem to eller tre bogstaver, og mellem ja-partierne på den ene side og nej-partierne på den anden er der stor uenighed om implikationerne af henholdsvis et ja og et nej ved afstemningen den 3. december.

 

Retsforbeholdet

Det står fast, at folkeafstemningen er en afstemning om, hvorvidt vi skal afskaffe retsforbeholdet og udskifte det med en tilvalgsordning. Det skabte ellers en del forvirring i september, da indholdet af den stemmeseddel, som V-regeringen har produceret til brug ved afstemningen, kom frem. På stemmesedlen står nemlig: ’Forslag om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Sæt X i én af rubrikkerne’ efterfulgt af en ja- og en nej-rubrik. Dette kunne jo tolkes, som om retsforbeholdet ikke afskaffes, men blot laves om.

 

Hvis dette var tilfældet, ville vi dog slet ikke skulle stemme. Afstemningen den 3. november er nemlig udløst af kravet i grundlovens § 20 om kvalificeret vedtagelse af love om afgivelse af suverænitet til overnationale myndigheder. Det følger af grundlovens § 20, stk. 2, at såfremt et lovforslag om suverænitetsafgivelse ikke opnår mindst 5/6 flertal i Folketinget, kan det kun vedtages ved folkeafstemning. 5/6 flertal svarer til 150 folketingsmedlemmer, men da forslaget kun har opbakning af 111 medlemmer, er en folkeafstemning således nødvendig.

 

Juraprofessor Peter Pagh, der har speciale i statsret, slår dog også fast, at retsforbeholdet afskaffes helt, hvis det bliver et ja den 3. december:

En tilvalgsmodel indbefatter, at man siger ja til at afgive suveræniteten på alle områder, der er omfattet. Som den politiske aftale ser ud, smider man derfor hele det retslige samarbejde på bordet til en folkeafstemning,”

Ved et ja får Folketinget således fri adgang til at afgive suverænitet. Statsretlig er der herefter intet til hinder for, at Danmark tiltræder EU-retsakter om f.eks. politisamarbejde. Om de så vælger at gøre det er dog udelukkende et politisk spørgsmål.

 

Tilvalgsordningen

I december 2014 blev der indgået en aftale mellem de fem partier Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Målet med aftalen var at finde en løsning, hvor Danmark fortsat kan blive i det europæiske politisamarbejde, Europol, hvor vi står til at ryge ud i 2016:

”Vi ønsker at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, der giver valgfrihed. Det er en mulighed, som Danmark har haft siden 2009 på grundlag af en særlig protokol til Lissabon-traktaten. Denne mulighed for selv at vælge, svarer til den særordning, som Storbritannien og Irland allerede har.”

Den protokol, der henvises til, er protokol nr. 22, der findes som tillæg til Lissabon-traktaten. Protokol 22 indeholder en såkaldt tilvalgsordning, som Danmark kan vælge at gøre brug af, hvis man har lyst. Tilvalgsordningen giver Danmark mulighed for at vælge, hvilke retsakter, man vil deltage i, og hvilke man vil stå uden for. Hvordan og hvor nemt Danmark herefter kan indtræde i EU-retsakter, afhænger af, om der er tale om nye eller allerede eksisterende retsakter.

 

Ved indtræden i nye retsakter, er proceduren forholdsvis enkel. Hvis Danmark skal indtræde i en retsakt, gælder den samme procedure, som når Danmark tager beslutninger i andre EU-spørgsmål. Regeringen fremlægger sagen for Folketingets Europaudvalg, og det er herefter op til Folketingets partier at tage stilling til, om de vil tilvælge de nye retsakter eller ej. For at tilvælge en retsakt kræves der i Europaudvalget opbakning fra partier svarende til et flertal af Folketingets medlemmer.

Når det gælder Danmark tiltrædelse af allerede eksisterende retsakter, er proceduren imidlertid en noget anden. De fem aftalepartier indgik i marts i år endnu en aftale, hvor de vedtog rammerne for en eventuel dansk tilvalgsordning. De blev enige om at indtræde i 22 af 50 retsakter, og aftalte desuden på hvilke vilkår, Danmark i fremtiden skal kunne indtræde i de retsakter, man har stået udenfor på grund af retsforbeholdet. I aftaleteksten står dette beskrevet således:

”Som fastslået i aftalen om Danmark i Europol er aftalepartierne enige om, at der ikke i den kommende valgperiode kan ske tilvalg af eksisterende forbeholdsbelagte retsakter, som vi ikke forud for folkeafstemningen har tilkendegivet at ville søge tilvalgt. Såfremt aftalepartierne senere måtte ønske at tilvælge sådanne retsakter, kan det kun ske ved enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg.”

Med andre ord forpligter partierne hinanden til ikke at indtræde i nogle af de eksisterende retsakter uden om de øvrige aftalepartier. Kravet om enighed betyder, at et hvilket som helst af aftalepartierne vil kunne nedlægge veto over for de øvrige aftalepartier, hvis disse ønsker at tilvælge en retsakt.

Vetoretten er dog ikke stærkere, end at de øvrige aftalepartier vil kunne afvige fra kravet om enighed mellem aftalepartierne, hvis deres hensigt om at tilvælge en retsakt annonceres inden et folketingsvalg. Dermed er der med aftalen åbnet op for Danmark ved udløbet af denne valgperiode kan tiltræde flere end de 22 retsakter, der i første omgang er tale om. Det kan endda ske uden, at alle fem partier behøver at stemme for.

 

Kan man stole på politikerne?

Dette har været årsag til meget kritik fra aftalepartiernes modstandere, der frygter, at Danmark vil ende med at tiltræde nogle af de retsakter, som ikke er i spil i forbindelse med denne folkeafstemning, herunder retsakter om en fælles asyl- og indvandrerpolitik i EU. Kritikken har været så stor, at Statsminister Lars Løkke har set sig nødsaget til at udstede en garanti til danskerne. Det gjorde han i sin tale ved Folketingets åbning i oktober i år:

”For at mane enhver tvivl i jorden, vil jeg i dag gerne understrege, at hvis et flertal i Folketinget på noget tidspunkt måtte ønske at Danmark skal deltage i den fælles europæiske asylpolitik, så er min holdning helt klar: Vi hæver ikke vores veto uden at spørge danskerne ved en ny folkeafstemning. Det vil jeg gerne garantere her i dag.”

En så klar garanti binder selvfølgelig Løkke. Det ville være politisk selvmord at løbe fra et så stort løfte, og man vil nok kunne have tillid til Løkkes garanti. Løkke vil dog ikke være statsminister for evigt, og selvom oppositionslederen Mette Frederiksen har givet samme garanti, så rejser spørgsmålet sig, om danskerne over tid vil blive sat uden for indflydelse, hvis retsforbeholdet afskaffes, og det ikke erstattes af andet end politiske løfter.

 

En af dem, der ikke tror på politikerne, er Søren Søndergaard, der i to perioder har siddet i EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, og som nu er i Folketinget som EU-ordfører for Enhedslisten. For nylig sagde han i et interview i P1 Morgen, at han frygter, at et ja til tilvalgsordningen vil kunne sætte danskerne uden for indflydelse på centrale EU-spørgsmål:

”Hvis vi siger ja den 3. december, så går beslutningsretten fra befolkningen til politikerne. Befolkningen er for altid, hvad angår overførelse af magtbeføjelser til EU på retsområdet, koblet af. Væk med befolkningen. Så er der politikerne tilbage. Dem kan vi jo selv vælge, men problemet er, at hvis et flertal i Folketinget tilslutter sig en bestemt retsakt, så binder det også alle kommende Folketing.”

Søren Søndergaard mener altså ikke, at man bør stole blindt på politikerne. Det skyldes formentlig, at han selv kommer fra et parti, hvor man ofte beskylder politikere for ikke at lytte til borgerne. Han anderkender dog fuldt ud, at nogle ser det anderledes:

”Hvis man har en tillid til politikerne generelt, (…) så synes jeg roligt, man kan stemme ja, fordi så flytter man bare sin egen ret til at bestemme over til nogle andre mennesker, man har tillid til.”

 

Det tyder dog ikke ligefrem på, at danskerne er alt for trygge ved deres politikere. En helt ny meningsmåling foretaget af kommunikationsbureauet Radius, viser at tilliden til politikere netop nu er den laveste, man har målt. Danskerne vurderer politikernes troværdighed til 1,9 på en skala fra 1-5, hvor 5 er meget høj troværdighed og 1 er meget lav troværdighed. Den lave score placerer politikerne på en sidsteplads blandt 20 udvalgte faggrupper, der blandt andet også tæller andre knap så troværdige grupper som journalister og bilforhandlere.

 

Hvad nu hvis det bliver et nej?

Hvis danskerne ender med at stemme nej den 3. december, er det ikke verdens undergang. Danmark vil fortsat være i EU, men der vil være nogle problemer, der skal løses. Mest nævneværdig er Danmarks deltagelse i det europæiske politisamarbejde, Europol, der står til at ophøre ved udgangen af 2016, når en ny EU-forordning, der hæver politisamarbejdet fra et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde, efter planen skal træde i kraft.

 

Der er dog flere måde, hvorpå Danmark kan vælge at løse dette problem. Den mest omtalte og omdiskuterede løsning er indgåelsen af en parallelaftale med EU. En parallelaftale vil sikre fuld dansk deltagelse i Europol, og denne model er blevet fremført som nej-sidens foretrukne løsning.

Fra flere sider har det dog lydt, at en parallelaftale vil være besværlig og måske endda umulig at få på plads. Den nuværende Justitsminister, Søren Pind, har blandt andet påpeget, at Danmark siden 1993 har forhandlet om seks parallelaftaler, hvoraf kun fire er kommet på plads, og det har i gennemsnit taget 5-6 år pr. aftale.

 

Også direktøren for Europol, Robert Wainright har udtalt sig negativt om muligheden for at opnå en parallelaftale. Han siger, at muligheden ikke er på bordet lige nu, som han ser det. Han er dog ikke fuldstændig afvisende over for, at de danske og europæiske politikere kan opnå en aftale på et tidspunkt. For nylig udtalte han i et interview, at ”alt er muligt selvfølgelig.”

 

På nej-siden tror man på, at det vil være muligt at opnå en parallelaftale, og der er særligt to argumenter. Man mener nemlig ikke, at det vil være i de øvrige landes interesse, at Danmark står uden for det fælles politisamarbejde. Hvis Danmark står uden for Europol, vil andre europæiske politimyndigheder få ringere mulighed for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammiztbøll, er derfor ikke i tvivl om, at man vil imødekomme Danmark fra europæisk hold:

”Jeg tror ikke, der går ret lang tid, før man laver en parallelaftale. Man kan vel næppe forestille sig, at Tyskland, som er EUs dominerende land og har landegrænse til Danmark, vil være interesseret i, at Danmark bliver et helle for international kriminalitet,”

 

Morten Messerschmidt, der sidder i EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, mener heller ikke, at det kan tage lang tid at få forhandlet en parallelaftale på plads. Han afviser Søren Pinds påstand om, at det vil tage 5-6 år at lave en aftale. Mens de tidligere parallelaftaler har været på nye områder, er Danmark allerede med i Europol. Det samarbejde skal blot strækkes til at gælde fremover, mener han:

”Alle de undersøgelser, som normalt går forud i forhold til politiets arbejdsmetoder og domstole, er på plads. Derfor kommer det ikke til at tage ret lang tid at lave en parallelaftale for Danmarks tilknytning til Europol.”

 

Dermed mener nej-siden, at Danmark kan forblive i Europol, selvom vi stemmer nej den 3. december, mens ja-siden mener, at Danmark kun kan forblive i Europol, hvis vi stemmer ja.

 

Afslutning

Der er et mange argumenter for og lige så mange imod. Det kan derfor være svært at finde ud af, hvad der helt præcist er op og ned på afstemningen den 3. december. Forhåbentlig har denne artikel bidraget til en indføring i nogle af de hovedproblemstillinger, der indtil nu har fyldt valgkampen. Ellers er der stadigvæk halvanden uge til valget. Brug tiden på at følge med i debatten, og husk at stemme torsdag den 3. december. Hvis du ikke kan stemme på selve dagen, kan du indtil tirsdag den 1. december kan brevstemme på dit lokale rådhus.

 

Godt valg!

(Visited 42 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 141015

Aktuelt - 14, oktober 2015

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner

Læs mere

Onsdagsposten 18042018

Aktuelt - 18, april 2018

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten! Ingen storkonflikt… Endnu.  Efter en nervepirrende nat i forligsen er de kommet det tættere på #EnLøsningForAlle, og Forligskvinden har derfor valgt at udskyde konflikten igen. Mens Anders Bondo, Dennis Christensen og Flemming Vinther mfl. har siddet i Forligsinstitutionen og diskuteret frokostpause har Trump, Macron og Theresa May sendt missiler ned over Syrien som en reaktion på det formodede giftangreb i byen Douma. Ifølge Trump var dette selvfølgelig en “perfectly accomplished mission”, hvorimod Putin hævder, at der […]

Læs mere