Af: Niels Frederik Balling Larsen

Efter et halvt århundredes fravær er et af fortidens gamle spøgelser kommet ud af sit skjul for at hjemsøge Danmarks religionskritikere. For første gang siden 1971 er der rejst tiltale efter Blasfemiparagraffen, og det har fået Folketingets partier op af stolene. Socialdemokratiet og Venstre spænder dog ben for en afskaffelse, fordi det kan skade Danmark. Men hvad er egentlig konsekvenserne, hvis vi afskaffer Blasfemiparagraffen – eller hvis vi ikke gør?

 

Straffelovens § 140 lyder som følger:

 

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

 

Bestemmelsen forbyder offentlige ytringer, der har til formål at drive spot eller hån mod religioner og deres religionsdyrkelse. Nogle mener, at dette er i orden, mens andre mener, den er helt gal. Bestemmelsen er en begrænsning af ytringsfriheden, og skal ses i sammenhæng med Grundlovens § 77, 1. pkt., der sikrer retten for enhver til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, ”dog under ansvar for domstolene”.

 

Straffelovens § 140 – bedre kendt som Blasfemiparagraffen – kan udgøre en sådan ansvarspådragende handling, og bestemmelsen er dermed også en indskrænkning af retten til at ytre sig frit.

 

Den 25. april 2017 kom blasfemiparagraffen atter til debat, da Enhedslisten fremsatte et lovforslag, der vil ophæve bestemmelsen. I skrivende stund er forslaget efter Folketingets førstebehandling sendt til behandling i Retsudvalget, og det er endnu uvist, om Folketingets partier kan nå til enighed om en afskaffelse. Der er nemlig tale om et yderst følsomt emne med mange modsatrettede hensyn.

 

Et uventet comeback

 

Bestemmelsen stammer fra den borgerlige straffelov af 1930, men var ikke indeholdt i den socialdemokratiske statsministers, K. K. Steinckes, oprindelige forslag fra 1924 til en ny straffelov. Den blev indføjet, fordi de borgerlige partier mente, at det var nødvendigt at slå ned på værdiløs spot af religioner.

 

Siden er bestemmelsen kun bragt i anvendelse fire gange. I 1938 blev en gruppe nazister dømt i Østre Landsret for at udbrede antisemitisk propaganda, og i 1946 fik to mænd en bøde for at gøre grin med dåbshandlinger ved et københavnsk maskebal. Mest kendt er dog nok sagen fra 1971, hvor der blev rejst tiltale mod to programchefer på Danmarks Radio, fordi de havde ladet sangerinden Trille fremføre sin sang ”Øjet” – en uskyldig sang, der handler om, at Gud er med på en kigger, når unge piger udforsker deres kroppe eller vil hygge sig med kæresten. Retten i Gladsaxe fandt dog, at der var tale om et ”polemisk indlæg mod religiøs opdragelse”, som det af hensyn til ytringsfriheden må være tilladt at bringe. Siden har blasfemiparagraffen ikke været trukket op af hatten i 46 år, og på trods af et par politianmeldelser over årerne, har den generelle opfattelse været, at den ikke ville blive bragt i anvendelse igen. Med andre ord: Bestemmelsen havde overlevet sig selv – indtil nu.

 

Den 22. februar i år rejste Anklagemyndigheden noget overraskende tiltale mod en nordjysk mand, der på sin Facebook-side havde offentliggjort en video, hvori han afbrænder Koranen. For første gang i 71 år risikerer en person således at blive straffet for blasfemi, og det har fået flere partier op af stolene og rejst spørgsmålet: Skal vi virkelig bevare noget så middelalderligt som et forbud mod blasfemi i en liberal stat som Danmark?

 

Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt

 

I 1997 nægtede Anklagemyndigheden under hensyn til ytringsfrihedens ukrænkelighed at rejse tiltalte i en lignende sag, hvor en dansk kunstner på landsdækkende fjernsyn afbrændte en kristen Bibel. Umiddelbart må man mene, at landsdækkende fjernsyn er bedre egnet til offentlig udbredelse end en privat Facebook-profil med et par hundrede følgere, så anklagemyndigheden har tilsyneladende besluttet sig for, at det værste, man kan brænde, er en Koran. Dette skal nok ses i lyset af de seneste 10 års debat om ytringsfrihed og Islam. De seneste ti år har debatten om ytringsfrihed og beskyttelsen af minoriteter raset. På den ene side står dem, der ønsker at sikre demokratiske frihedsrettigheder, og på den anden dem, der vil tækkes religiøse fanatikere ud fra devisen om, at hvis vi særbehandler dem, lader de os nok være.

 

Vi har da også set en stigning i islamisk terror i samme periode, men skal vores reaktion herpå være end indskrænkning af ytringsfriheden?

 

Efter terrorangrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015 stod verdens vestlige ledere sammen i forsvaret af ytringsfriheden. Venstres formand, nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, sagde dengang:

 

”Der er desværre kræfter, der ønsker at omkalfatre vores samfund. Det må vi aldrig give efter for. Venstre vil stå vagt om Danmark, danskernes tryghed og ytringsfriheden.”

 

Alligevel lader piben til at have fået en anden lyd. Venstre blokerer i dag for en afskaffelse af blasfemiparagraffen, selvom de er et af blot to partier i Folketinget, der ønsker at bevare den. Man henviser til et svar fra Politiets Efterretningstjeneste, der har vurderet, at en ophævelse af blasfemiparagraffen ”vil kunne have sikkerhedsmæssige konsekvenser for Danmark, herunder bidrage til at skærpe trusselsbilledet i forhold til Danmark og danske interesser i udlandet”.

 

Det andet parti, der blokerer for en afskaffelse, er Socialdemokratiet; det eneste af Folketingets nuværende partier, der – lidt ironisk – oprindeligt var imod bestemmelsens indførelse. De prøvede ligeledes at komme bestemmelsen til livs i 1973 oven på Trille-sagen, dog uden held.

 

Faktisk er der flertal i Folketinget for en afskaffelse, men fordi regeringen har besluttet at stemme samlet i forbindelse med lovforslaget,  kan forslaget falde, selvom Konservative og Liberal Alliance hver især er for det. Det kræves altså, at enten Socialdemokratiet eller Venstre ændrer holdning i spørgsmålet.

 

Dansk lovgivning: Hverken fri eller demokratisk

 

Var det ikke for Muhammedkrisen, islamisk terror, Dansk Folkeparti og Trump, var blasfemiparagraffen blevet afskaffet for længst. Danmark er i dag et af kun fem lande i EU, der fortsat har et forbud mod blasfemi. Dette i sig selv jo dybt pinligt, når man vi i Danmark bryster os af at være et forgangsland for tolerance og menneskerettigheder i så mange andre sammenhænge.

 

Den amerikanske tænketank Freedom House, der står bag et af verdens mest anderkendte frihedsindekser har udtalt:

 

“Den religiøse tolerance i demokratiske samfund er funderet i den frie udveksling af ideer. Der er ikke plads til blasfemilove i demokratier, og Danmark bør ophæve forbuddet.”

 

Washington Post har skrevet, at Danmark bør vende ryggen til sit ”gammeldags og skamfulde blasfemiforbud”, og støtte ofrene for terror i stedet for at støtte terroristerne. FN’s Menneskerettighedskomité, Europarådet, International Press Institute og ytringsfrihedsorganisationen Article 19 har ligeledes opfordret Danmark til at afskaffe bestemmelsen.

 

Jacob Mchangama, der er direktør i tænketanken Justitia og en hyppig direktør af frihedsrettigheder, har udtalt:

 

”Vi er et liberalt demokrati, men alligevel overvejer vi i fulde alvor, om vi skal beskytte dem, der truer, mod at blive krænket eller insistere på, at loven alene skal beskytte dem, der krænker, mod at blive truet.”

 

Det er absurd, at et liberalt demokrati som Danmark giver en særlig beskyttelse til religiøse bevægelser, som ikke er politiske bevægelser eller journalisterne forundt. Det er grundlæggende et brud på lighedsprincippet – at vi alle er lige for loven – men i sidste ende kan en sådan positiv særbehandling af religiøse samfund også få mere vidtrækkende konsekvenser international set.

 

Ifølge Mchangama har Danmarks fastholdelse af blasfemiparagraffen bidraget til en legitimering af totalitære regimers krænkelser af ytringsfriheden og forfølgelse af religiøse minoriteter. FN’s særlige rapportør for religionsfrihed har desuden udtalt i 2016, at Saudi Arabien specifikt har brugt den danske blasfemiparagraf til at argumentere for, at der i Folkeretten er hjemmel til at censurere religionskrænkende ytringer.

 

Lad os blive fri

 

Uanset om vi bevarer blasfemiparagraffen eller afskaffer den, vil det have konsekvenser. Det bør dog ikke være utilsigtede konsekvenser af lovebestemmelser, der bestemmer hvilken politik, vi fører i Danmark. Hvis vi vil være det frie og demokratiske samfund, vi bryster os af, skal borgerne ikke kun indrømmes frihed til at ytre sig, når det er belejligt for politikerne og PET. Frihedsrettigheder er væsentlige grundelementer i en demokratisk retsstat, og giver vi køb på borgernes rettigheder, kan vi da stadigvæk kalde os et frit land?

 

Grundtvig sagde en gang om ytringsfriheden:

 

”Jeg mener, at det er klart, at hvad enten man i den såkaldte statskirke eller uden for denne vil binde lærefriheden dertil, hvorvidt man finder, at læren stemmer overens med sædelighed og den offentlige orden, at da lader man en dør åben til, hvilket øjeblik man vil, at afbryde friheden.”

 

Blasfemiparagraffen er en mulighed for staten og domstolene til at regulere borgernes adfærd, når de finder, at det krænker nogen eller forandrer trusselsbilledet på en måde, som de finder uønsket. Det er en gammeldags og arbitrær måde at behandle borgere i et frit samfund på. Hitler havde været stolt. Putin havde været stolt. Og lige nu er verdens islamiske ledere pivstolte.

 

Blasfemiparagraffen lader en dør stå åben for arbitrær strafudøvelse mod folk, der benytter sig af deres frie ret til at ytre sig. En ret, der ikke bør gradbøjes, blot fordi nogle mænd med langt skæg føler sig lidt krænkede. Det vil jeg gerne være fri for, tak.

 

 

(Visited 79 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Filmverdens juridiske bagland

Aktuelt - 18, august 2014

Entertainment kommer i mange former. Musik, dans, film, tv, teater – alle har deres præferencer, og det er ikke en helt sammenhængende branche. Fælles for mange af disse scener er dog det oprindelige dokument – manuskriptet. Om man fortæller en historie på Det Kongelige Teater, på det store lærred eller Netflix, har der altid siddet nogen og skrevet i mørket i månedsvis. De fleste forestiller sig nok Woody Allen, der som ærketypen stadig skriver på en mekanisk skrivemaskine. Hvor dette billede nok ikke altid rammer plet, er der også en hel anden verden, som man ofte glemmer. Det er en verden af ophavsrettigheder, kontrakter og forhandlinger, som næsten altid vil være startskuddet på denne del af kunstens tilblivelse. Denne verden har Stud.Jur. valgt at undersøge nærmere, og vi har derfor taget kontakt til Christina Bergholdt Knudsen. Hun er chef-jurist hos Danske Dramatikere, der hovedsageligt beskæftiger sig med juridisk rådgivning til manuskriptforfattere.

Læs mere

Folkeretten – frygt og fallit

Aktuelt - 28, oktober 2016

  Af Yousif F.N. Al-Saif   Vi er snart alle bekendte med billederne af syriske børn med en blanding af blod og tårer løbende ned af kinderne, der stirrer ind i journalisternes kamera med et på en gang frygtfyldt og håbløst blik i øjnene. Vi har alle set nyhederne, der portrætterer mødre og børn, der panisk forsøger at flygte ud af en synkende jolle og ind i armene på det italienske kystpoliti. Men hvordan kunne sådan en tragisk situation opstå […]

Læs mere