Livet som udvekslingsstuderende?

 Af Aisha Riaz, udvekslingsstuderende

 

G’day mates.

 

Så er semestret officielt slut her i Australien. Jeg havde min sidste eksamen for en uge siden. Den næste måned vil blive spenderet på rejser i Australien, inden snuden vender hjemad mod Danmark. Siden sidste artikel har jeg haft travlt med afleveringer og eksaminer. Alle eksaminerne har været “closed book” og håndskrevne, så håndkrampe kunne man ikke komme uden om. Mine eksaminer talte mellem 30-40% af den endelige karakter. Man vidste derfor på forhånd, om man havde bestået faget før ens eksamen, ud fra hvordan man havde klaret sine afleveringer og fremlæggelser. Tiden er heldigvis også blevet brugt på oplevelser, hvor jeg blandt andet har sovet under åben himmel i The Outback. Den næste måned vil gå på at finde Nemo i Great Barriere Rief, se på hobbithuse i New Zealand og måske endelig lære surferarten i Surfer’s Paradise.

 

Det har uden tvivl været det bedste semester på jurastudiet. Hvis man har muligheden for det, kan jeg kun opfordre til at sende en ansøgning og komme afsted. Hvis man ved, at man skal afsted på udlandsophold, eller måske overvejer det, er der her et par gode råd:

 

Før du tager afsted:

 

1. Få så mange fag forhåndsgodkendt som muligt inden du tager afsted, i det tilfælde du nu ikke bliver optaget på et ønsket fag. Ellers ender du med at sende en ny forhåndsgodkendelse afsted under dit ophold, og det kan tage KU’s administration op til 4-6 uger (!) at godkende det.

 

2. Vær opmærksom på undergraduate,- og postgraduate fag. Nogen gange skal man søge om særlig godkendelse for at følge postgraduate fag.

 

3. Søg legater i god tid og vær opmærksom på de forskellige ansøgningsfrister. Det er ikke særlig fedt at gå glip af et legat, fordi man søgte for sent.

 

4. Husk at være dækket ind med de nødvendige forsikringer inden du tager afsted, better safe than sorry.

 

5. Tag gerne 2 forskellige bankkort med, hvis du skulle komme ud for at miste det ene.

 

Under dit ophold:

1. Vær god til at være så social som muligt i begyndelsen af semestret, da det oftest er der, man får skabt bekendtskaberne.

 

2. Lav en plan over, hvad du gerne vil nå at opleve under dit ophold, og fordel det gerne over hele perioden. Så er du sikker på, at du når det hele, uden det bliver for presset til sidst.

 

3. Alt efter undervisningsform bør man sætte tid af til at undersøge, hvad der forventes af en, og hvordan ens karakter bliver vægtet.

 

4. Undervurdér ikke mængden af tid man bruger på læsning og afleveringer. Det hele foregår på et andet sprog end dansk, og man kommer til at bruge mange timer på biblioteket.

 

5. I forhold til bolig afhænger det af, hvor du tager afsted hen. I Brisbane vælger man typisk at bo enten on-campus, i shared houses eller i studenthouses. For mit vedkommende blev jeg frarådet at bo on-campus fra tidligere studerende. Jeg havde dog heller ikke nerver til at vente med at finde bolig til jeg ankom, hvilket mange ellers gør. Jeg valgte i stedet booke ind på Urbanest, som er en kæmpe lejlighedskompleks for studerende. Jeg har været meget glad for mit valg, da det ligger centralt, og bl.a. har 24/7 reception og træningshal. Mange vælger også at bo i shared houses med andre internationale studerende, hvilket jeg har hørt positiv om.

 

 

Selvom det er trist at sige farvel til Australien og de venner jeg har fået her, glæder jeg mig også til at komme hjem igen. Undervisningsgangen de sidste semestre på kandidaten vil nu være skiftet ud med Søndre Campus i stedet for indre by. Jeg håber, at det er mindst lige så godt, som det ser ud. Hvis du har spørgsmål eller lignende om udlandsophold, er du meget velkommen til at kontakte mig. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dem.

(Visited 171 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 011117

Aktuelt - 31, oktober 2017

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten! Jeg håber, de værste tømmermænd fra årsfesten i lørdags er ved at lægge sig. Hvis ikke, så tag lige en pause fra det, du nu laver og hyg dig med den første Onsdagspost i november. Denne uge har især været kendetegnet ved indledningen af en ny måned, historier om sexchikane, sugardaters og karaktermord i pressen. Man kan vel næsten ikke have undgået at læse om Anna Mee, og denne uges Onsdagspost vil da heller ikke komme […]

Læs mere

Onsdagsposten 051014

Aktuelt - 05, november 2014

Onsdagsposten er sponsoreret Plesner

Læs mere