Aftenen begynder for mig i mediedarlingens ydmyge omgivelser, Nørrebro, og vi har i dagens anledning skiftet Gøben ud med champagne (læs: cava) og brede smil. Efter en halv times snak og introduktioner pigerne imellem bevæger vores bordhold sig ned mod Nørrebrogade og en stor taxa.

Efter to små taxaer og en mindre krig når vi frem til Moltkes Palæ. Det første, der venter os, er fotograferingen og den efterfølgende instagram-udødelighed. Her går det op for mig, at spejltræningen, som jeg ikke havde tid til, held i uheld alligevel ikke får forberedt én på det sværeste aspekt af fuldfigurfotograferingen – hvad gør man med hånden, man ikke har om sin partner?

De selvoptagede og navlebeskuende overvejelser ryger heldigvis bagerst i køen, da vi når videre ind til en lang gang mod garderoben. Moltkes Palæ, som lensgreve A. W. Moltke i 1800-tallet lagde navn til, huser til daglig Håndværkerforeningen, og den lange gang er i den forbindelse udsmykket med flere hundrede billeder af fremtrædende personer, der alle og enhver anerkendes for deres uovertrufne håndværk både i bogstavelig forstand og overført betydning. Der gik således hurtigt sport i at kunne genkende de mange ansigter, og her kom vores dannelse skræmmende hurtigt til kort. Det lykkedes os dog i bordholdet at genkende HKH Dronning Margrethe i hendes guldrandede ædeltræsramme, og den, efterhånden nationale stolthed, Claus Meyer, på de to ølandshvedebrød, han kejtet omfavner.

Med frakken afleveret og butterflyen rettet følger vi nu musikken og får på vejen stukket en velkomstdrink i hånden. Det er ikke svært at finde samtalesalonen, og den ydmyge cellist i midten af rummet løfter straks stemningen. Selvtilfredse med vores egen beklædning, imponerede over musikken og med væggene beklædt af dekadent stuk og landskabsmalerier, bringes vi, som med et trylleslag, tilbage til forrige århundreder af klokken, der ringer os ind til festsalen og dens myriade af hviddugsbeklædte rundborde.

Inden vi får lov at sætte os, bliver vi dog først budt velkommen af et kammerkor i pingvinhaler og lange kjoler, der får alle til at sænke paraderne. Med sprøde tenorer, varme basser, fyldige alter og yndefulde sopraner flyder Svend S. Schultz ”Yndigt dufter Danmark” omfavnende ud i rummet og fylder hele den majestætiske sal med himmelske harmonier. Gad vide om Raske Penge og Klumben havde haft samme effekt? Hele salen er musestille, og alle tohundrede jurastuderende står som en dansk terrakottahær.

Toastmaster Peter “Nik og Jay” Colding indleder aftenen

Med den sidste forløsende akkord erstattes stilheden af et larmende bifald, og jeg trækker straks stolen ud for min ledsager, imens jeg sender en varm tanke til Emma Gad. Jeg glemmer det selvfølgelig flere gange efterfølgende. JD’s, i aftenens anledning beskæggede, klubmester, Simon Holmelund Lange, byder os som den første taler velkommen. I en symbiose af jokes, praktiske informationer og private historier om sidste års black-out får han lettet stemningen og leverer dernæst med selvsikkerhed festens første (ud af mange) jokes om selvbinderbutterflyen, inden han introducerer aftenens mand i skysovs – toastmaster Peter ”Nik og Jay” Colding.

Mens vi får skænket hvidvin op i krystalglassene, udmærker han sig ved at kunne levere to folkelige jokes i streg, der høster tordende klapsalver og høje grin i salen. Der er ingen tvivl om, at han er den helt rette mand til jobbet, og alle ved bordet er enige om, at vi må gemme rødvinstårene til efter hans punchlines, så der både kan klappes og grines. Som han selv siger, er det svært at blæse med mel i munden, men det må man sige, at han magter i aften!

Han runder af med et citat fra to legender i dansk musikhistorie og leder os direkte over i nationalsangen. Med en hånd på hjertet og en pludselig opstået nationalfølelse i den anden giver vi os til at skråle fredagens strabadser ud og glemmer, at vi normalt går i sneakers og hører Marvelous Mosell på repeat. Det går faktisk så stærkt, at halvdelen af bordherrerne (inklusiv mig selv) glemmer alt om gode manérer og dermed tvinger damerne til at rejse sig uden vores hjælp. Denne eklatante fejl glemmer vi heldigvis hurtigt, da de sorthvide tjenere langer forretten ind over vores højre side – naturligvis for damerne først. En hummerbisque krydret med en jomfruhummersoufflé og grøntsager i tomatconsommé er et effektivt hold-kæft bolsje for en omgang provinssnobber som os. Og med hele banden forstummet lister JD’s formand, Adrian Fritze Simonsen, op på scenen.

Som JD’s ”grand old man” med to år som formand på bagen er han rolig på scenen, men også udfordret af teknologien, da skriften på iPhonen er blevet mindre, som aftenen er skredet frem. Dette afholder ham dog ikke fra at fange hele salens opmærksomhed, på trods af at han står foran jordens tørreste publikum, som han selv bemærker, og henter både latter og istemmende udbrud i hans gennemgang af jurastudiets store omvæltning – KUA3. Og som man sidder der i sit stiveste puds, omgivet af dekorerede vægsøjler og med fødderne solidt plantet på et parketgulv bliver man da også lidt misundelig, når Adrian nævner de gamle bygninger og den charmerende men kvadratmetermæssigt udfordrede fredagsbar.

I aften får vi heldigvis lov til at drømme os tilbage, og ikke bare til fredagsbaren. Denne momentane tidsrejse mærker vi for alvor efter Adrians tale. Her spotter vi med julelys i øjnene pludselig vores toastmaster med en hvid serviet roterende over hovedet. Det er et signal til alle herrerne i salen, og vi rejser os med det samme op og tilslutter os med vores servietter den arkaiske tradition – alt imens jeg lovpriser min mangel på uheld under forretten. Mens vi står der omkring bordet, med smil til ørerne og efterhånden lidt ondt i højre arm over den lidt for ivrige servietsvingen, rejser den feminine bordbesætning sig og bevæger sig yndefuldt ud af rummet. Vi andre hiver nu lommelærkerne frem fra inderlommerne og skåler på gamle traditioner, der heldigvis stadigvæk kan nydes uden læserbreve fra BT eller kommentarer fra nationen!

Traditionelt skal damerne nu have tid til at pudre næse og herrerne til en cigar og røverhistorier. Vi ender dog, i ligestillingens tegn, alle ude på gårdtrappen, hvor der ingen kønsmæssige krav er til cubanerne, og hvor den medbragte whisky cirkulerer parrene imellem.

Sådan står vi i en rum tid, smiler til hinanden og hilser til højre og venstre. Der bliver drukket tæt af lommelærkerne, alt imens min ven og jeg bliver enige om, at vi dybest set ’er rimelig tossede med cigaren, men nok bliver nødt til at smide halvdelen fra os, så vi ikke bliver grønne i hovedet’. Fornøjede og uden tanke på vores selvbedrag, bliver vi snarligt herefter ringet ind til hovedretten, og endnu vigtigere, damernes tale til herrerne og omvendt i nævnte rækkefølge.

Aftenens taler

Hvis humøret til årsfesten ikke allerede er i top, kommer det i hvert fald det, da den velartikulerede Anna Haldbo Michelsen åbner munden. Med svungen retorik smigrer hun sig ind i alle herrernes hjerter, da hun omtaler os som damernes ’yndlingsløsøre’ og, til dundrende klapsalve, læser højt fra tre store juristers datingprofiler. En af disse profiler tilhører Johan Eichel-Illum, der er aftenens næste taler. I top af den retoriske sværvægtsklasse magter han efterfølgende ikke blot at charmere damerne, men også at bringe retspolitik i spil med det ganske fornuftige forslag om at åbne op for en tinglysning af de underskønne damer i salen.

Efter endnu en konference og en mindre diskussion ved bordet omkring indbagt is (vi fik Baked Alaska serveret m. solbærconsommé til dessert), er det årets æresmedlemstalers tur. Dan Terkildsen indtager scenen på den tilbagelænede ironiske måde, kun Woody Allens advokater kan gøre det. Med lethed kommer Dan ind på både disruption, en sammenligning af kunstig intelligens med dot-com boblen og retssikkerhedens betydning for moderne demokratier. Det er dog særligt den sublime timing, han bør anerkendes for, der ender med at blive hans tveæggede sværd, idet pointerne næsten helt forsvinder bag de sanseløse klapsalver, der følger hver eneste sætning. En ting får jeg dog med, og det er forskellen på en advokat og en prostitueret – nemlig at der er visse ting, en prostitueret simpelthen ikke vil gøre for penge …

Om dette udsagn er sandt eller ej, må jeg lade være op til diskussion, men skraldlatteren der følger, udelukker i hvert fald ikke det første. Efter talen rejser vi os alle op for at synge med på ”Det vi vil”, der både er småpervers og synges kønnene mod hinanden, og derfor lever helt udmærket op til kravene for alle gode studentersange. Her demonstrerer hele salen ligeledes omkvæd efter omkvæd to af juristens spidskompetencer; den blinde selvtillid og den store talforståelse, idet der imponerende utrætteligt synges ”uge 44” på trods af det store og tydelige ”43” i sangbladet. Opstemte efter kampsangens nedrige omkvæd kalder os herrer nu til den tredje og sidste konference stående på vores stole. Her kravler hele bordet, inklusiv damerne, ned under bordet til skålen i lommelærker og akavede blikke. En generel manglende forståelse for dette levn fra tidligere tiders skik og brug gør dog en glimrende samtalestarter, og det ender med at være ganske hyggeligt.

Aftenen ender “Lækker”

Kort herefter når vi til det for mange mest angstprovokerende punkt på dagsordenen – Les Lanciers – med jazz som opvarmning. Undervisningen i kantinen ugen op til, som vores bord desværre ikke nåede, havde været for alles bedste, og jeg må blankt erkende, at den ene galla om året på gymnasiet ikke kom mig til den forventede undsætning. Det var dog ikke desto mindre en god oplevelse og en passende afslutning på en traditionsrig, utidssvarende og festlig aften, jeg ikke vil gå glip af næste år!

Med Les Lanciers ude af billedet røg fløjlshandskerne straks af, og den storslåede toastmasters referencepunkt – Nik og Jay – fik endelig lov til at tale for sig selv, da DJ’en fyrede op under balsalen, og aftenen endte ”Lækker”.

Vi havde alle været betænkelige ved tanken om et 1. års-bord og en fest med kandidatstuderende, men det endte, for hele bordets vedkommende, med at blive en af de bedste beslutninger, vi har truffet siden det første møde med Peter Blume tilbage i september. Tak for en mindeværdig aften.

(Visited 770 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 091215

Aktuelt - 09, december 2015

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner

Læs mere

Ondsagsposten 060618

Aktuelt - 06, juni 2018

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten! Med et tempereret åndehul i en hæsblæsende hedebølge, er det tid til at bremse op og trække vejret. Med SKR, E&K, RMP og alle de andre dovne forkortelser ude af verden kan vi nu samle os om andet end gældssanering og Hegel og vende blikket mod samfundet. Dansk politik har været i forrygende hopla og har budt på en afvist håndsrækning fra Mette til Dansk Folkeparti og det modsatte til Radikale Venstre. I embedsværket har Tommy […]

Læs mere