Min forrige artikel omhandlede mine tanker omkring tilværelsen som jurastuderende og hvilke overvejelser, jeg gjorde mig, inden jeg tog på udveksling. Denne artikel vil handle om mine oplevelser og tanker om det at være på udveksling.

 

Vi var fem danskere fra KU, der studerede på ESADE Law School i Barcelona. Jeg boede sammen med Christopher, som jeg faktisk kendte. før vi tog afsted. Før jeg tog afsted, havde jeg en følelse af, at det var en smule åndssvagt, at vi skulle bo sammen. Vi er to drenge; der går op i de samme ting, kommer fra det samme område i Danmark og har mange fælles venner. Vi er med andre ord et meget homogent makkerpar og måske ikke det mest udfordrende bofællesskab, man kunne stable på benene. Jeg må dog indrømme, at det har været virkelig rart, både fordi, at der er en vis usikkerhed forbundet med at rejse og bo i et andet land, men også fordi, at vi er blevet endnu tættere og bedre venner.

Da vi ankom til Barcelona – en uge inden skolen startede – havde vi absolut ingen ide om, hvor vi skulle bo. Jeg havde fået det sat sådan op, at vi kunne bo hos en spansk ven som jeg havde mødt i mit sabbatår. Vi boede sammen med ham og hans forældre. Det var interessant at være en del af deres hverdag, da det gav mig et autentisk indblik i, hvordan de lever i en kultur, der på mange måder er anderledes end den jeg er opvokset i. De var meget gæstfrie, men vores ophold hos dem var tidsbegrænset, så vi havde travlt med at finde en lejlighed. Det viste sig at værre langt sværere, end vi havde troet, da udlejningsmarkedet i Barcelona er blevet forvrænget af byens enorme turistindustri. Der er så mange mennesker, der prøver at tjene penge på korttidslejere, at det kan synes fuldstændig urimeligt – selv i forhold til danske standarder. Det lykkedes os dog efter uhyggeligt mange fremvisninger, møder og afvisninger at finde en perfekt lejlighed i området Gracia. Der skal lyde en klar anbefaling herfra til andre, der overvejer at tage på udveksling: Kom afsted i god tid, såfremt du ikke har et sted at bo. Alternativet resulterer i stress, gråd og et uhyrligt stort indflytningsdepositum.

Da vi først var kommet på plads, var resten af udvekslingsforløbet nærmest som en lang ferie. De tre s’er: ”sol, sand og strand”’ er vel egentlig meget beskrivende for de første tre måneder. Der var dog også noget skole, selvom dette ikke var af særlig bebyrdende karakter.

Den skole jeg gik på – ESADE – kan meget vel sammenlignes med CBS. Skolen var kendt for at være den bedste business school i Spanien og også for at være stedet, hvor de rige og snobbede gik – ikke, at der skal lyde et ondt ord om CBS. Anken om, at de studerende skulle være snobbede mærkede jeg ikke noget til, men det var tydeligt, at ESADE’s studerende adskilte sig fra de studerende, der gik på de offentlige universiteter. Dette kom blandt andet til udtryk ved, at der ikke var nogen form for støttetilkendegivelser overfor den catalanske separatistbevægelse fra de studerende på ESADE. De studerende på de offentlige universiteter var en af de kraftigste stemmer i kampen for et uafhængigt Catalonien. Mens der var optøjer og barrikader på de centralt placerede offentlige universiteter fortsatte hverdagen stort set som om intet var hent på ESADE. Derudover kunne jeg  – som tidligere elev på Øregård Gymnasium – også konstatere en slående lighed i antallet af Louis Vuitton tasker per capita blandt de studerende på ESADE. Og hertil en bemærkning: ”ikke at der er noget galt med Louis Vuitton takser eller Øregård Gymnasium for den sags skyld”.

Som udviklingsstuderende havde vi dog generelt ikke meget kontakt til de ”indfødte”. Mange af de fag jeg deltog i var forbeholdt udvekslingsstuderende. I de andre fag var der en meget klar adskillelse mellem de spanske studerende og os andre. Klasseværelserne var bogstavlig talt delt i to, hvor udvekslingsstuderende sad i den ene side af lokalet og de spanske studerende sad i den anden side. Dette var en skam. Det er begrænset hvad du kan lære om i et land og dets kultur, hvis du ikke har en direkte og daglig kontakt med dets indbyggere. Derudover var de spanske studerende også virkelig sjove og kloge, når vi en sjælden gang arbejdede sammen. Det store skæl mellem udvekslingsstuderende og de spanske studerende skabte en lidt amputeret oplevelse i forhold til at studere i et andet land. Jeg var heldig at have nogle spanske og colombianske venner, der havde boet i Barcelona i flere år forinden, men hvis det ikke havde været for dem, så ville jeg have haft meget lidt berøring med egentlig spansk kultur og spanske unge.

Selve skolegangen var til at overskue. Jeg gik i skole fire timer om dagen og havde stort set ingen forberedelse. Alle fag er inddelt i 2,5 eller 5 ECTS point, hvilket i mit tilfælde betød at jeg havde 8 fag. Undervisningen bar præg af dette både på godt og ondt. For det første betød de mange ”små” fag, at jeg fik mulighed for at stifte bekendtskab med en masse forskellige områder af juraen.  Jeg kunne frit vælge mellem 30 forskellige kandidat og bachelor fag, hvor det var muligt at vælge op til 10 af disse. Jeg havde altså mulighed for at vælge fag, som først ville have været tilgængelige sidst på kandidaten, hvilket i min optik var en af fordelene ved at være på udveksling. Ulempen ved at have så mange fag er, at du ikke rigtig kommer i dybden og får skabt en grundlæggende forståelse for området. Det hele bliver lidt overfladisk og introducerende. Det kan sammenlignes med at bestille en tasting menu. Du får en masse forskellige retter, men du kan ikke spise dig mæt i dem. Når dette er sagt, så tog jeg ikke til Barcelona med en intention om at blive verdensmester i konkurrenceret, men for at få en oplevelse for livet. Hertil var skolen en del af oplevelsen, og jeg må helt overordnet sige, at undervisningen og underviserne var af langt højere kvalitet end jeg havde forventet.

 

Der har været en lang række gode, sjove og vanvittige oplevelser forbundet med at studere i udlande. De fleste ved formentlig, at der sangria, paella og fodbold i Barcelona. Derfor har jeg valgt at sortere de historier fra i min fortælling og i stedet forsøgt at koge mine oplevelser ned til dem, der har gjort allerstørst indtryk på mig.

For det første var vi i Barcelona på et tidspunkt, hvor der aldrig har været mere uro og splittelse. Løsrivelseskonflikten fyldte utroligt meget i Barcelona og var meget synlig i gadebilledet. Vi overværede både afstemningen om selvstændighed og regionsvalget og hertil var store dele byen spærret i forbindelse med demonstrationer.

Alle jeg snakkede med havde velovervejede holdninger til uafhængighedsspørgsmålet, og jeg synes at begge sider har valide argumenter for og imod. Jeg skal ikke gøre mig til dommer for, hvad der er rigtig og forkert i den sag, men det var helt sikkert en kæmpe oplevelse at overvære. Folks reaktioner var noget af der gjorde størst indtryk, da konflikten ikke kun var domineret af folk der råbte og skreg for og imod, men da der var også en stor gruppe der var midt i mellem. Vi havde en mandlig underviser, der til daglig var M&A advokat i Allen Overy. Han var for det meste semi-sur, men da hele konflikten var på sit højeste valgte han dog at droppe den skemalagte undervisning for i stedet at høre os i, hvad vi mente om det hele. Alle, der havde lyst – udenlandske, catalanske og spanske studerende – kunne byde ind med deres syn på begivenhederne. Hvis jeg skulle udvælge et bestemt tidspunkt, hvor jeg lærte mest i løbet af mit udviklingsforløb var det her. Da underviseren selv skulle udlægge sit syn på sagerne begyndte han at græde, da hele hans vennegruppe var blevet splittet på grund af dette.  Han syntes hele situationen var ulykkelig. Han oplevede, at det var lige meget hvilken side der i sidst ende ”vandt”, da konflikten var med til at splitte Cataloniens befolkning i stedet for at samle den. Dette gjorde et kæmpe indtryk og jeg får helt dårlig samvittighed over at have kaldt ham semi-sur….

For det andet var de mennesker jeg var sammen med og mødte en af de afgørende grunde til, at jeg tænker tilbage på mit udviklingsforhold som noget af det mest lærerige og sjove perioder i mit liv.

De venskaber jeg fik med de udenlandske studerende gav mig mulighed for at lære nogle fantastiske mennesker at kende, der på trods af at de studerer jura, lever et helt andet liv end jeg selv gør. Denne form for oplevelse havde jeg et eller andet sted håbet på og måske endda forventet. Noget jeg på ingen måde havde forventet var, hvor tætte vi danskere fra KU blev med hinanden, og hvor meget jeg kunne lære af dem. Vi var en gruppe af 5 mennesker, der tog i skole sammen, gik i byen-, græd- og grinte sammen. Vi gjorde med andre ord rigtig mange ting sammen. Ingen af os kendte hinanden før vi tog afsted, men da vi skulle hjem igen følte jeg, at jeg havde fået nogle utroligt tætte venner. Sådanne venskaber er i min verden sjældne og derfor har det været en kæmpe gevinst for mig ved mit udviklingsophold.

Udover dette så var vores lille gruppe utroligt gode til at spare med hinanden. Når man er afsted på udveksling på bacheloren, er man lige præcis halvvejs i jurastudiet. Det har for mit vedkommende betydet, at jeg er begyndt at tænke over, hvad jeg vil når jeg engang er færdig på studiet, og hvordan jeg vil kunne komme derhen. I den forbindelse kan man godt blive i tvivl omkring alle mulige forskellige ting. Det var i den sammenhæng utroligt rart og en kæmpe hjælp, at jeg på daglig basis tilbragte tid med andre jurastuderende, der enten var i samme situation som en selv eller var længere i forløbet, og som jeg følte at jeg kunne snakke med næsten alt om. Vi kunne virkelig bruge hinanden, da der ikke var nogen form for facade eller konkurrencementalitet i blandt os. Dette har været en kæmpe hjælp for mig og det har medvirket til, at jeg føler mig langt mere afklaret omkring hvad jeg vil med mit jurastudie.

 

Dette har sammen med en masse andre ting, jeg ikke har kunnet få plads til i denne artikel, været medvirkende til, at jeg klart kan anbefale andre at tage af sted på udveksling.

(Visited 228 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 161116

Aktuelt - 16, november 2016

  Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten. Onsdag den 16. november 2016 Ja, det var altså ikke en joke. Trump – manden med egoet på størrelse med mandagens måne – vandt rent faktisk. Og sådan er verden nu så dejlig uforudsigelig. Én ting der dog ikke er uforudsigelig, er denne onsdag morgen. Det er koldt. Det er gråt. Du er træt. Men heldigvis nærmer semesterets afslutning sig med hastige skridt, og duften af risengrød nærmer sig i […]

Læs mere

New York is my Campus, Fordham is my School

Aktuelt - 06, september 2014

En af juras sødeste snacks er taget til NYC, for at læse en LL.M. Denne udgave af “De udsendte” bliver således noget anderledes i og med, at Christopher Bent Hennings trodser traditionen for et slackersemester på Hawaii, og i stedet går efter en dobbelt universitetsgrad.

Læs mere