I de sidste par måneder har vi dagligt lagt øre til nyheder om udviklingen i forhandlingerne om de offentlig ansattes overenskomster – eller mangel på samme. Som studerende har vi vandret rundt i usikkerhed omkring, hvilke konsekvenser en eventuel storkonflikt vil have for lige netop os, og KU har udarbejdet en FAQ om eventuelle krisetilstande i tilfælde af et lockout. Som jurastuderende burde vi vel alle er være fuldt ud opdaterede på, hvad den højspændte konflikt drejer sig om, og hvad der rent faktisk ligger bag begrebet ”den danske model”, der tilsyneladende er truet. Alligevel kan nogle af detaljerne jo være glippet, og de dybdegående analyser nedprioriteret til fordel for en dag i selskab med Gomard.

På Stud.Jur.-redaktionen har vi derfor påtaget os opgaven at give dig overenskomstforhandlingerne kort og godt, så du ikke risikerer at falde helt igennem som samfundsbevidst jurastuderende, når snakken nu igen falder på, hvordan alle hader Moderniseringsstyrelsen, eller hvorvidt KL har lagt ”en skarpladt maskinpistol på forhandlingsbordet.”

Så her bringer vi dig overenskomstforhandlingernes hvem, hvad, hvor.

 

Hvem?

Det kommer vel nok næppe som nogen overraskelse for nogen, hvis jeg fortæller, at hovedaktørerne i forhandlingerne er arbejdsgiver og arbejdstager: Staten og de offentligt ansatte. Og ja, umiddelbart er det også så enkelt, og så er der alligevel noget med nogle forkortelser, der godt kan gå hen og gøre det hele lidt rodet. Hvilke bogstavkombinationer holder egentlig med hvem? Kort sagt har vi Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner og Finansministeriet på den ene side, og fagforeningerne (FOA, HK, BUPL, DLF, DJØF m.fl.) på den anden. For lige at få sat nogle ansigter og navne på nogle af de mest højlydte stemmer i debatten, så har vi Martin Ziegler (KL) og Sofie Løhde (Innovationsminister og Statens chefforhandler) over for bl.a. Dennis Kristensen (FOA) og Anders Bondo Christensen (Dansk Lærerforening – DLF) – sidstnævnte er selvfølgelig ham med arbejdstiden.

Dertil har vi Forligsmanden, som i denne omgang er en kvinde, der skal agere neutral tredjepart. Det er hende, der har udskudt konflikten med 14 dage, og hun har mulighed for at gøre det igen på tirsdag, hvis der endnu ikke er fundet en løsning.

 

Hvad?

Men hvad er det, de ikke kan blive enige om, og som er så vigtigt, at det kan risikere skubbe nogle af vores eksaminer ind i, hvad der burde være vores helt og aldeles fredede og meget velfortjente sommerferie?

De tre overordnede knaster er:

  • Lønstigninger
  • Betalt frokostpause og
  • Lærernes arbejdstid

 Lønstigningerne handler om, at de offentligt ansatte mener, at de i lige så høj grad som de private lønmodtagere skal have del i det økonomiske opsving, så det offentlige ikke går hen og bliver et ”sekunda”-arbejdsmarked. De offentlige arbejdsgivere mener derimod, at de offentligt ansatte ved tidligere aftaler har fået så store lønstigninger, at der er opstået et ”løngab” mellem den private og den offentlige sektor. Det er der selvfølgelig mange forskellige holdninger til, men jo højere løn, jo dyrere medarbejdere og desto færre arbejdstimer i den offentlige sektor. Martin Ziegler, Anders Kühnau (Danske Regioner) og Sofie Løhde er i et dilemma, som de selv udtrykker det. Hvis de efterkommer lønmodtagernes ønsker, bliver de så pressede på økonomien, at de i stedet må fyre de selv samme medarbejdere.

Den betalte frokostpause har været et privilegie, og en ret som akademikerne har haft siden de første overenskomster. Den har dog ikke været eksplicit i overenskomsterne, og Finansministeriet mener derfor, at der ikke tale om en egentlig ret for de offentligt ansatte, men derimod om lokale kutymer på de enkelte arbejdspladser. En fratagelse af retten til betalt frokost pause vil efter DJØF’s beregninger betyde 3 ekstra arbejdsuger om året til samme løn.

Sidst men ikke mindst har vi lærernes arbejdstid. En knast af de større, som måske er baggrunden for, at vi også taler om kampen om den danske model? Det vender vi tilbage til. Det er først og fremmest baggrunden for musketer-eden mellem alle de offentlig ansatte. Tilbage i 2013 foretog S-SF-R regeringen et lovindgreb for at afslutte den 25 dages lange konflikt om lærernes arbejdstid. Lovindgrebet betød, at arbejdstiden nu blev fastsat ved lov. 409 i stedet for ved overenskomst, og det banede eftersigende vejen for den omstridte reform af folkeskolen. Det er den lov, lærerne vil af med – og måske med god grund. FN-organet ILO (International Labour Organisation) har i hvert fald kritiseret indgrebet. Resten af lønmodtagerne og deres organisationer har derfor lovet ikke at lade lærerne i stikken denne gang. Derfor er der selvfølgelig kun en aftale, hvis de offentlige ansatte kan få #EnLøsningForAlle.

 

Hvor?

Men hvor er forhandlingerne så på vej hen? Lige nu ser det sort ud. Slutspillet blev indledt i onsdags, og efter gårsdagens forhandlinger, der drejede sig om de statsligt ansatte, er vi ifølge DR’s nyheder tættere på et sammenbrud end et gennembrud. Det ligner en konflikt igen, igen. Og hvad betyder det så for måden at forhandle løn- og arbejdsvilkår i Danmark på? ”Hovedaftalen”, som DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og LO (Landsforeningen i Danmark) indgik for første gang i 1899 med Septemberforliget, indeholder reglerne om, hvornår hhv. lønmodtagerne må strejke og arbejdsgiverne lockoute. Disse regler er nødforanstaltninger. Våben som kun skal tages i brug, hvis det er umuligt at opnå enighed. De seneste års overenskomstforhandlinger kunne dog godt give et indtryk af, at en aftale ikke kan indgås medmindre, der som minimum har foregået en af tingene. Men det er jo ikke meningen med den berømmede ”danske model”. Den danske model fungerer altså måske ikke helt efter hensigten, og det er tragisk –  i hvert fald hvis man skal tro de seneste seks ugers overskrifter og FOA-formandens dramatiske OK18-dagbøger. Hvis man åbner denne uges Weekendavis, kan man også læse i Krasniks leder, at der simpelthen er tale om et bagholdsangreb på en af den danske velfærdsstats vigtigste institutioner.

Men hvad indebærer begrebet ”den danske model”? Det dækker bl.a. over vores allesammens yndlings buzzword, når vi snakker om det danske arbejdsmarked: flexicurity. Modellen er blevet kaldt en europæisk succeshistorie. En kollektiv model i et europæisk hav af lovregulerede overenskomster og individuelle aftaler. Det der kendetegner den danske model ift. løn- og arbejdsvilkår er, at den i høj grad er selvregulerende. Vilkårene på arbejdspladsen styres ikke af skiftende regeringer med forskellige politiske dagsordner, der med loven i hånden går ind og påvirker forholdet mellem arbejdsgiver- og tager. Det er altså ikke meningen, at der skal lovgives om løn- og arbejdsvilkår, og det er derfor, at Anders Bondo og lærerne har været rasende de sidste fem år. Forholdene reguleres derimod af arbejdsmarkedets parter, der med en gensidig accept af, at de har konfliktende interesser forhandler i et forholdsvist lige styrkeforhold –  og det har gjort den danske model berømt for at være robust og fleksibel. Den fraværende lovgivning forudsætter dog en høj organisationsgrad. Vi har ikke engang en lov om mindsteløn, hvilket betyder, at arbejdsgiveren, der ikke er bundet af fagforbundnes overenskomster, nærmest har fuldstændig frie tøjler til at forhandle aftaler med medarbejderne i et urimeligt styrkeforhold. Og det er jo derfor, at vi ikke flyver med Ryan Air.

Men hvem er det der truer ”den danske model”? Hvem er skyld i, at forhandlingerne nu igen er i fare for at ende i en konflikt? Er det Finansministeriets og Moderniseringsstyrelsens evige hungren efter besparelser og KL-direktørens ”svinestreg af historisk format”? Eller er det kravet om #EnLøsningForAlle, der er gør lønmodtagerne for ufleksible? Eller er det det faktum, at folketingspolitikerne blander sig i debatten, og den ene part derfor kan spekulere i, om den kan opnå mere ved et lovindgreb fra den ”neutrale” regering end ved forhandlingsbordet? Et bud kunne også være, at det ganske enkelt er de omstændigheder, der er tilstede, når det gælder det offentlige arbejdsmarked. For modellen fungerer vel egentlig stadig fint i det private?

Det er svært at sige, og eftersom det her jo en ”kort og godt” om overenskomstforhandlingerne, vil vi ikke kede jer med lange analyser af mekanismerne på det danske arbejdsmarked, og politiske konsekvenser af endnu en konflikt (her kan vi til gengæld henvise til FAOS). Alternativet til den nuværende model er formentlig mere lovgivning, og det burde vel klinge sødt i den jurastuderendes øre. Men lad os nu se om det går så galt. Uafhængig af hvorvidt forhandlingerne kommer til at have konsekvenser for fremtidens arbejdsmarkedsmodel, krydser vi dog fingre for, at det lykkedes dem inde i Forligsinstitutionen, så vi i det mindste ikke også skal til at revurdere vores sommerferieplaner.

God søndag!

(Visited 157 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 080616

Aktuelt - 08, juni 2016

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten. Onsdag den 8. juni 2016 ”I dag er det retsstatens fødselsdag, hurra, hurra, hurraaa… ” – eller sådan da i hvert fald. Lige 3 dage forsinket. Men euforien over Grundlovens fødselsdag har heldigvis næppe lagt sig blandt os jurastuderende, og en fødselsdagssang er altså på sin plads sådan en dejlig onsdag morgen! For dejlig er den, denne morgen. Hvis du lige prøver at løfte øjnene fra bogen og computeren, og […]

Læs mere

Onsdagsposten 280916

Aktuelt - 28, september 2016

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten. Onsdag den 28 . september 2016   Så blev det onsdag, og endnu en arbejdsuge er allerede næsten overstået. Ligesom september. Mens vi jurastuderende så småt er begyndt at finde vores vante gang på – ja – gangene i Metro, Bisp og Trin, synes vejret endnu ikke helt at have affundet sig med, at sommeren vist nok er ved at være slut. Og det til stor glæde for samtlige os danskere, der i […]

Læs mere