En tavshedskultur, hvor ingen blæser alarm over for interne lovovertrædelser, sådan har kritikere i en årrække karakteriseret kulturen i embedsværket[1].

Det forekommer derfor som et nybrud, når Rigspolitichefen i denne måned har åbnet op for muligheden om en whistleblower-ordning for politiet[2]. Rigspolitichefens udmelding kommer efter, at flere nuværende og tidligere politifolk har stået frem og fortalt om, at man i politiet har haft en årelang praksis for at afskærme demonstranter ved kinesiske statsbesøg.

Arbejdet med udformningen af whistleblower-ordningen er nu igangsat, og det er derfor værd at spørge, er det overhovedet nødvendigt at etablere en whistleblower-ordning?

Komparativt set er Danmark det eneste nordiske land, der ikke har veldefinerede regler om whistle-blowing[3]. I dansk ret eksisterer der således på nuværende tidspunkt ingen lovregulering, der udelukkende har til formål at regulere whistleblowing, og der eksisterer ingen instans, der har særligt ansvar at rådgive og beskytte whistleblowere.

På nuværende tidpunkt er retsgrundlaget, der omgiver whistleblower-situationen flerstreget, og der varetages flere (modsatrettede) hensyn i de enkelte regelsæt. Endvidere har whistleblower-situationen har en nær sammenhæng til offentligt ansattes ytringsfrihed, der er beskyttet af Grl § 77 samt EMRK art. 10.

Samtidig er offentligt ansatte også underlagt tavshedspligt, og brud på tavshedspligten er strafbelagt i Strf § 152. Skulle en offentlig ansat politibetjent beslutte sig for at videregive, oplysninger som er omfattet af vedkommendes tavshedspligt, da risikere vedkommende at blive anklaget i en straffesag. Dog vil vedkommende være undtaget herfor, hvis videregivelsen af oplysningerne tjener en åbenbar almen interesse eller eget eller andres tarv, jf. Strf § 152 e.

Ifølge Justitsministeriets vejledning nr. 10062 af 28. oktober 2016, pkt. 9 vil det f.eks. kunne være tilfældet, hvis den ansatte videregiver oplysninger om konstaterede ulovligheder inden for den offentlige forvaltning.

Ytringer der afgives af whistleblowere anses derfor for at være omfattet af offentligt ansattes meddeleret[4]. Meddeleretten består i en ret til at give pressen og andre eksterne parter oplysninger i f.eks. tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning – f.eks. misbrug af offentlige midler.

Det forekommer imidlertid at være et kompliceret spørgsmål at afgøre, hvorvidt en konkret videregivelse af oplysninger falder ind under undtagelse, og retspraksis er særdeles sparsom på området.

Grevil-sagen den mest omtalte trykte sag, der omhandler Strf § 152 e. I sagen fandt Østre Landsret ikke, at Grevils lækage af oplysninger omhandlende trusselsvurderinger angående dansk deltagelse i Irak-krigen var omfattet af undtagelsen.

Af hensyn til samfundets interesser i et professionelt myndighedssystem kan det på baggrund af ovenstående anføres, at det er ønskeligt at der er klare juridiske spilleregler for, hvornår whistleblowers kan og skal trække i nødbremsen.

En etablering af en whistleblower-ordning i politiet må derfor anses som et skridt i denne retning og initiativet hilses derfor velkommen.


[1]https://www.politiforbundet.dk/nyheder/nyheder/2016/september/studiekredse-20162017-hvordan-redder-vi-kommunikationen

[2]https://www.dr.dk/nyheder/politik/rigspolitichef-aabner-whistleblower-ordning-til-betjente-efter-tibet-sag

[3]https://www.b.dk/kronikker/ingen-blaeser-i-floejten

[4]https://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/meddeleret_for_ansatte_i_koebenhavns_kommune/

(Visited 37 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 160915

Aktuelt - 16, september 2015

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner

Læs mere

Onsdagsposten 240914

Aktuelt - 24, september 2014

Sponsoreret af Plesner

Godmorgen og velkommen til denne uges Onsdagspost, jeg håber du sidder klar med morgenkaffen.

Læs mere