Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!

Efter en undervisningsfri uge er der igen kommet liv på KUA’s gange. Liv var der dog allerede lidt i søndags, da de første satte sig i kø til at købe billetter til JD’s 116. Årsfest. Vi glæder os meget til at se jer til en aften i traditionernes tegn d. 9. november i Moltkes Palæ! Med disse indledende ord springer vi fluks videre til ugens nyheder!

I lørdags skulle det britiske underhus have stemt om Boris Johnsons nye brexit-aftale, og dagen blev sågar døbt: Super Saturday. Dagen levede imidlertid ikke helt op til sit navn – afstemningen blev nemlig sparket til hjørne, hvorfor premierminister Boris Johnson måtte se sig nødsaget til at sende brev til EU og bede om udskydelse af brexit. I går var der igen lagt op til udvikling i den tre år lange brexit-saga, hvor to afgørende afstemninger skulle finde sted. Trods sejren ved første afstemning, hvor Boris Johnson fik flertal for en brexit-aftale, endte dagen med endnu et nederlag. Underhuset forkastede regeringens stramme tidsplan for behandlingen af lovforslaget, og Brexit blev endnu en gang kastet ud i et kaos. Vi følger naturligvis med!

I Malmø forsøger man nu at komme diskrimination til livs. To afdelinger i Malmøs Kommune vil fremover kalde ansøgere til samtale på baggrund af anonyme ansøgninger, der således hverken indeholder navn, alder, køn, bopæl eller billede. Et lignende forsøg i Gøteborg Kommune viste, at anonyme ansøgninger øgede både kvinders og personer med ikke-vestlig baggrunds chancer for at blive kaldt til samtale. Københavns Kommune forsøgte sig med anonyme ansøgninger tilbage i 2007, men valgte at stoppe forsøget, da det ikke resulterede i flere ansættelser af nydanskere. Hvorvidt Malmø Kommune får større succes med tiltaget end København Kommune må tiden vise.

Glansbilleder findes ikke kun på instagram. Danske forældre er tilsyneladende også hoppet med på den ”perfekte” bølge. Den forgangne uge har budt på flere historier fra danske skolefotografer, der fortæller om deres oplevelser med forældre, der efterspørger billedredigering af deres børn. Fotograferne bliver bedt om at redigere alt fra gule tænder og modermærker til deller. Ifølge Edyta Sørensen, der fotograferer børn i vuggestuer og børnehaver i København og omegn, er det børn helt ned til vuggestuealderen, hun bliver bedt om at redigere.

God onsdag og gode læselyst!










 

 

(Visited 74 times, 1 visits today)

Del denne artikel

Kultur for jurastuderende – Natur, kultur og dokumentarfilm

Aktuelt - 26, oktober 2014

Ugens indlæg står i naturens, pressefrihedens og dokumentarismens tegn.
Det bliver køligt og regnfuldt de næste par dage. Brug derfor med fordel din fritid på følgende spændende (indendørs) kulturtilbud.

Læs mere

Kobbertårnet

Aktuelt - 29, oktober 2015

Kobbertårnet     Hvis man vil være den bedste, må man også være blandt de bedste. Et udtryk for ambition, kvalitet og grundighed. Tre ting som står øverst på prioritetslisten hos et af landets største advokatfirmaer. Plesner blev grundlagt i 1918 og har vokset stødt og sikkert lige siden. Igennem de sidste snart 100 år har firmaet formået at plante et solidt fodfæste på den danske advokatscene. I dag er Plesner et full-service kontor, med en størrelse som kan huse […]

Læs mere