Interview af Juliane Marie Halling-Overgaard 

Stud. Jur. har igennem længere tid sat fokus på spændende karriereveje, og det må man sige, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, om nogen har haft. Med en baggrund som cand.jur. fra Københavns Universitet, har han arbejdet sig til tops i dansk politik og skabt sig en karriere, der foreløbigt tæller en række betydnings- og magtfulde stillinger. En karriere som mange drømmer om, men få opnår, og en karriere hvor der aldrig har været en lige vej til næste mål.

Han har altid tænkt, at han skulle være advokat, men sådan blev det ikke. Hans flirt med politik udviklede sig til noget seriøst, og drømmen om at anvende loven blev erstattet af en ambition om at skabe den. Om at lede og præge vores samfund. Juraen har han dog aldrig helt sluppet, og med hans nuværende beskæftigelser som Senior Special Advisor hos Gorrissen Federspiel samt folketingsmedlem bevæger han sig igen i spændingsfeltet mellem jura og politik. Lysten til at være med, hvor det sker, går igen i hans karriere. For selvom han er fokuseret og målrettet, har han også forstået at gribe mulighederne, når de kom, også selvom det ikke var sikkert, hvor det ville føre ham.


J: Du har haft en karriere, som mange drømmer om eller kun får lov at drømme om…

L: Eller frygter.

J: Ja, eller frygter. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan du egentlig endte her. Og hvorfor du i sin tid valgte at læse lige netop jura? Det er jo det første skridt i karrieren.

L: Det er svært at genkalde sig, hvilke nogle overvejelser jeg gjorde mig, men jeg har sådan vidst lige siden syvende klasse, at jeg ville være jurist. Hvor jeg har det fra? Jeg ved det ikke, jeg vidste bare, at det var det jeg ville. I niende klasse var jeg så i erhvervspraktik hos en advokat i Helsinge, hvor jeg boede. Det, syntes jeg, var super interessant, og da jeg var færdig med det ophold, så var jeg fuldstændig fikseret på, at det var det, jeg ville. Jeg skulle bare være advokat. Da jeg så kom i gymnasiet, så var jeg meget engageret i alt muligt; elevrådsarbejde, jeg kom i VU og tusinde andre ting, samtidig med jeg skulle passe min skole. Jeg var meget sådan, hvad skal man have for at komme ind på jura, og så måtte jeg styre efter det. Jeg skulle ikke have mindre end det, men jeg skulle heller ikke have meget mere end det. Jeg var meget fokuseret og målrettet, så derfor er det også meget underligt, at det ikke var det, jeg blev. Dajeg blev optaget, havde jeg præcis det man skulle have for at komme ind.  Jeg synes det var en drøm, så det første år var jeg sindssygt fokuseret, jeg havde en super førsteårsprøve og mine karakter var gode, og jeg tænkte bare: YES, YES, YES. MEN så kom jeg ind i Venstre Ungdom, hvilket tog enormt meget energi, og så blev jeg landsformand for Venstre Ungdom. Men jeg skulle i hvert fald stadig være advokat, så jeg besluttede at holde en pause fra jurastudiet, for VU måtte ikke gå ud over min drøm om at blive advokat, men jeg blev besat af VU, og endte med at være væk fra studiet i nogle år. Pludselig en dag fik jeg et brev fra universitetet, hvor der stod, at der var kommet ny studieordning, så jeg skulle enten gøre det færdigt, eller også kunne jeg starte forfra. Så måtte jeg hellere skynde mig at gøre det færdigt. Da jeg så endelig var færdig med jurastudiet, der var jeg allerede indrullet i politik.

J: Jeg tænker også på, hvordan dit politiske engagement startede, om det også var en drøm eller nærmere et tilfælde?

L: Jamen det starter egentlig ved et tilfælde, for jeg havde ikke en plan om at blive politiker, jeg havde en plan om at blive advokat, men jeg fandt ud af på studiet, at jeg kunne ikke både være landsformand i VU samtidigt med, at jeg var en super jurastuderende. Men dengang i 86’ tænkte jeg, at politik var noget, jeg lige skulle flirte med i et par år og så vende tilbage til juraenJeg var stadig opsat på at blive advokat, så derfor måtte jeg lige pause jura, så det ikke kom til at stå i skyggen af noget andet. I 85’, da jeg gik på andet år af studiet, var det FN’s internationale ungdomsår. Det var første gang, at verden sagde, at de unge skulle involveres i samfundsudviklingen, og at de var en ressource – her var det dansk take på det, at alle danske partier sagde, at blev nødt til at have nogle unge, som skulle stille op til kommunalvalget i 85’. Jeg opstillede så til byrådet i den kommune, som jeg boede i, godt nok et stykke nede på liste. Men så fik jeg personlige stemmer nok til at komme ind, og det tror jeg var fordi, at folk tænkte, at nu skulle de unge tages alvorligt, så det var lidt et tilfælde at vups, nu sad jeg i byrådet. Samme sommer havde jeg været i Moskva, til en ungdomskonference, hvor vi havde demonstreret imod Sovjets besættelse af Afghanistan, og så var der mange i VU, som fik øje på det, og os, der havde været med på den tur, blev inviteret ud for at fortælle om det. Så var der pludselig nogle der fandt på, at jeg skulle være formand, så i vinter 86’ blev jeg valgt ind i byrådet, og i sommeren 86’ blev jeg landsformand i VU, og så sad jeg ligesom fast i det. Så jeg holdt pause fra studiet, men det var en pause, for jeg tænkte stadigvæk, at jeg skulle være advokat bagefter. Jeg har meget respekt for dem, der karriereplanlægger, men det har jeg aldrig rigtig gjort.

J: Hvad tænker du, at drivkraften har været i din karriere, når du nu siger, at det ikke har været en lige linje mod et mål?

L: Det tror jeg har været lysten til at være med, hvor det sker. Jeg har altid godt kunne lide at være medbestemmende og søge indflydelse der, hvor jeg kunne. Hvis jeg skal være med, så skal jeg være rigtig medJeg har aldrig været typen, der bare gik til noget fordi de andre gjorde det, jeg skulle gå HELT ind i det. Så nysgerrighed og lysten til at have medindflydelse og så lysten til at løse problemer. Jeg har altid prøvet at være med til at løse de problemer, som jeg blev præsenteret for, uanset hvor i livet jeg har befundet mig.

J: Nu hørte jeg podcasten ’Hjernekassen’, hvor Peter Lund Madsen siger, at Anders Lund Madsen på et tidspunkt siger, ’her kommer den kommende statsminister,’ så jeg tænkte på, om det allerede på det tidspunkt var noget med, at du skulle ændre verden på trods af din advokatdrøm?

L: Haha, ja det er meget sjovt. For efter jeg blev Statsminister er der mange gamle skolelærere, der siger, at de også kan huske, at allerede dengang så de det komme. Der tænker jeg lidt ’jaaa, den er god med dig ikke?’ Måske er det rigtigt, men det er ikke min egen opfattelse af det. Det kommer lidt hen ad vejen jo, men da jeg sluttede gymnasiet og startede på jura, havde jeg nul idé om, at jeg skulle være politiker. Jeg havde jo samfundsengagement og var medlem af VU, men jeg havde også advokatdrømmen, som overskyggede alt andet. Da jeg endelig fik taget min kandidatgrad, talte jeg med flere kontorer, som sagde, at hvis jeg skulle være fuldmægtig, så blev jeg nødt til at ændre mine planer. På dette tidspunkt var jeg allerede første suppleant til Folketinget, og jeg havde forsøgt at komme ind et par gange uden held. Det var et tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor Venstre begyndte at kravle lidt opad, og jeg kunne se, at ved næste valg, der havde jeg en rigtig fair chance for at komme ind. Så der vendte det ligesom for mig, jeg tænkte, jeg sidder i byrådet, jeg har været landsformand for VU, jeg havde sat mit studie til side og holdt pause på grund af min nye drøm om at komme i Folketinget, og nu var jeg næsten ved målstregen, så skulle jeg så sige nej, nu vil jeg hellere være advokatfuldmægtig? Nej, der ville jeg give det et sidste skud (at komme i Folketinget), så hvis ikke jeg kommer ind næste gang, så var det slut for politik.  Men så kom jeg ind, og bom så kom jeg aldrig ud igen.

J: Det tror jeg er interessant for mange jurastuderende i dag at høre, for mange tænker formentlig, at man skal gå den lige vej, og hvis man ikke gør det, er det så det rigtige?

L: Ja, men jeg tror, at man skal være tro mod sig selv, og jeg tror, at mennesker er forskellige, så jeg tror også, at der er nogle, der hviler mere i sig selv, hvis de har den klare plan,sådan har jeg aldrig været, jeg har grebet muligheden, når den er kommet. Claus Hjorts sagde engang til mig, at i politik skal man tage posterne i den rækkefølge, de melder sig i, fordi man ved aldrig. Og det tror jeg egentlig er et meget godt råd, ikke bare i politik, men i det hele taget, altså at man skal gribe mulighederne, når de er der, uden at tænke, hvis jeg gør det nu, hvad sker det så. Det er mange i politik, som har bygget korthuse, hvor de skal det ene efter det andet. Men så sker der noget uventet, for man kan aldrig vide. Der er politik mere nok mere uforudseeligt end så meget andet, pludseligt har ens parti ikke længere den position, de før havde, eller en statsminister skal lægge kabalen, og så mangler der en nordjyde, eller et eller andet, der gør, at man er nødt til at flytte rundt på kortene, så den, der var helt sikker, falder på gulvet. Jeg tror, at lidt af mekanikken er den samme, så grundlæggende, synes jeg at man skal være tro mod sig selv, og man skal gribe chancerne, når de er der. Men man skal selvfølelig tænke, om det nu stikker helt af, eller om det komplimenterer noget, jeg kan i forvejen? Fylder det positivt op i min rygsæk?

 J: Nu kan man jo sige, at du har haft en vældig succesfuldkarriere, måske et lidt banalt spørgsmål, men hvordan opnår man det?

L: Det bliver jo lidt banalt, men grundlæggende er det vel noget med, at jeg altid har koncentreret mig om det, jeg har været midt i. Jeg har prøvet at bruge al min energi på det, jeg har været midt i og på det ansvar, jeg har fået. Jeg tror også, at der gælder en leveregel om, at hvis man gør det, man gør, godt, så åbner der sig en dør til, at man kan gøre noget mere. Det er jo også det, der hedder Peters-princippet, hvor man vokser til niveauet af sin egen inkompetence. Nogle gange har jeg da også tænkt, hold da op, nu er jeg blevet minister, kan jeg finde ud af det? Men så kaster man sin energi ind i det, og så åbner der sig noget nyt, og sådan har jeg egentlig levet. Jeg har ikke været opsøgende på, at lige om lidt skal jeg noget andet.

J: Så hvis man skulle give et råd til unge håbefulde jurastuderende, der ønsker en succesfuld karriere, hvad skulle det så være?

L: Gør dig umage i det, du er i, og find glæden og se mulighederne i det, du er i.

J: Hvilken betydning har din juridiske baggrund haft for dit politiske virke i Venstre og som Statsminister?

L: Jeg er rigtig glad for, at jeg har taget det studie. Jeg har synes først og fremmest, at jeg har lært logisk juridisk metode, som jeg har kunne bruge alle steder, både som helt ung, hvor jeg var udvalgsformand og skulle forstå bistandsloven, eller da jeg skulle være en værdig politisk modspil til en forvaltningsdirektør, som var 20 år ældre og langt mere faglig kompetent. Jeg synes, at jeg har haft glæde af at kunne noget grundlæggende jura og lovforståelse. Særligt har jeg haft enorm glæde af at kunne sondre, måske er det en banal ting, men det er noget som man i den grad bliver podet med på det studie. Sagt lidt mere jordnært, at kunne skille skæg fra snot. Den metode kan man overføre til alt muligt, og selv de mest komplekse problemstillinger. Hvis der kommer fire forskellige partier ind med fire forskellige løsninger, så skal man kunne skille ad, hvorfor mener de det, og hvad betyder det, og hvad stikker under? Hvad er seriøst, og hvad er mere emotionelt båret? Det har måske ikke så meget med jura at gøre, men metoden i, at hvis det bliver for komplekst, så bliver man nødt til at skille det ad. Den har jeg været enorm glad for.

J: Hvad fik dig til at gå ind i advokatbranchen?

L: På det helt banale plan, så har jeg været vant til at have et ret stort arbejdspres. Da jeg for et års tid siden, efter at have været minister i 14-18 år, ikke længere var det, gik jeg fra 120 i timen til nul. Jeg tænkte, at jeg ikke bare kunne sidde her og se på. Noget af det jeg har arbejdet med politisk, har jo også en relevans på et stort erhvervskontor, eksempelvis vækst, arbejdspladser og dansk konkurrenceevne. Vi arbejdede i sidste regeringsperiode meget med, at vi ikke skulle overimplementere EU-lovgivning. Vi skulle sørge for, at danske virksomheder havde tilsvarende rammevilkår som de lande, vi konkurrerer med. Herudover har vi den grønne omstilling – hvordan går den hånd i hånd med vækst og arbejdspladser? Det er jo en erhvervspolitisk dagsorden, som også har relevans udenfor ministerkontorerne. Med de klienter, som vi arbejder med, så er det også noget, som vi bliver udfordret af.

J: Så du trækker din politiske ekspertise ind i dit nuværende arbejde?

L: Ja. En snæver forståelse af jura er vel, at der er den juridiske ramme – den lovgivende, regulatoriske virkelighed – og så rådgiver man sine klienter i, hvordan de manøvrerer bedst inden for denne. Mit arbejde indtil nu, altså som politiker, var jo at skabe den ramme. I mange situationer har det også været at respektere den og forstå den, samt hvordan man kan bruge den. Internationale konventioner og EU-retten kan man jo ikke lige lave om på ovre på Christiansborg, så der skal man finde ud af, hvordan Danmark kan sno sig om de rammer. Det minder lidt om klientrådgivning, hvor man rådgiver i, hvordan vi kan anvende juraen bedst.

Men forskellen fra at være politiker er jo, at man på mange områder kan lave rammen om. Der kan jeg gå ned i Folketingssalen og sige ”åndsvag regel – vi laver en ny.” Det kan jeg jo ikke her. Men jeg har måske noget forståelse for, hvorfor reglerne er, som de er. Ikke bare en juridisk metodeforståelse, men også noget indblik i, hvorfor Christiansborg har gjort sådan og sådan, og hvis det er uhensigtsmæssigt, ved jeg hvad for nogle mekanismer, man skal sætte i gang for måske at justere det lidt. Så kan det være et add ontil, at der står sådan og sådan i loven. Her kan jeg tilføje den værdi, der hedder, at hvis der står sådan og sådan, så er det måske fordi, de tænker sådan og sådan, og hvis du vil have det lavet om, så skal du nok gøre sådan og sådan. Det er jo ikke lobbyisme, men det er et add ontil snæver juridisk fortolkning.

J: Noget lidt andet, som jeg også ville høre dig om er, at jurastuderende er generelt forholdsvis stressede, sammenlignet med andre studerende, og ifølge de studerende, så skyldes det den udbredte konkurrencementalitet og karakterpres, hvad tænker du om det?

L: Jeg er sådan set forholdsvis bekymret over nogle tendenser i tiden blandt unge, som fremstår mere udtalt nu, end da jeg var ung. Hvis man ser på tallene for stress eller kontakt med det psykiatriske system og andre ting, så er der nogle lamper, som blinker kraftigere, end de gjorde før. Det prøvede vi også at arbejde med i den sidste regering med Thommy Ahlers i spidsen, for der er noget i tiden, som fremmer den her perfekthedskultur. Vi vil det hele på en gang. I forhold til da jeg var ung, er det i dag lettere at se, at naboens græs er grønnere, særligt på grund af de sociale medier. Da jeg gik i gymnasiet, der spejlede man sig i de unge, som gik på ens eget gymnasie, og selv dem, som fremstod perfekte, ja, så var man alligevel tæt nok på, til at kunne se, at der også var en anden side. Mulighederne for unge er også blevet meget større, og det kan også stresse. På den måde synes jeg, at det må være svært at være ung i dag. Det er tusind flere muligheder i dag, men dermed også et meget større pres til at lukke noget af det ned, for du kan ikke det hele. Det er de færreste der kan træne hver dag, se godt ud, gå til fester hver weekend og tjene masse af penge ved siden af og have det lækreste tøj, og så i øvrigt også få de fedeste karakter og de gode kærester, det er et meget stort brød at slå op.

J: Nu nævner du Tommy Ahlers, og særligt han har nævnt denne her perfekthedskultur, og at man skal prøve at gøre op med den, hvad tænker du om det?

L: Jeg er meget sådan, at livet handler om balancer. Man skal passe meget på, hvis man bliver stuvet ud i en grøften, og det er vi med perfekthedskulturen, og vi har slået et større brød op, end vi kan bage. Men vi skal samtidig også passe på, at vi ikke drejer så hårdt i rattet, at vi havner et andet sted. Der er jo også noget positivt ved, at vi er blevet mere ambitiøse som individer, fordi det skaber samfundets kollektive ambition, vi vil gerne være dygtigere, vi vil nå længere, vi skal række højere. Så det er jo en balance, men det er klart, der er nogle skyggesider af perfekthedskulturen, som er skidt, og det er derfor, vi forsøgte at sige, at vi må gøre op med nulfejlskulturen. Man må gerne fejle, vi må gerne blive klogere. Jeg synes også, at det er vigtigt at sende et signal om, at alt ikke behøver være snorlige, jeg har i den grad ikke været snorlige.

J: Mange føler karakterpresset, og det stresser mange, at man skal have de gode karakterer, men tænker du, at det er en god drivkraft, eller spænder det ben for de studerende?

L: Jeg synes jo, at karaktersystemet på mange måder er godt, fordi det rummer en objektivitet, og det kan være med til at bryde noget social arv, fordi man kan ikke holde talent nede. Men for eksempel med SRP’en, der har jeg mødt mange mennesker, med store stillinger, som har sagt, ’jeg kommer ikke de næste to dage, fordi jeg skal hjælpe min datter med opgaven,’ hvor jeg tænker hold da op, det er vildt ikke, jeg skrev den opgave selv, min mor gik syv år i skole, og så tænker jeg okay, så sidder der en gut ude på Vestegnen, hvis forældre ikke er en afdelingschef i ministeriet, som tager dage fri for at hjælpe med at skrive den, og hvad skal der så bliver af ham? Det er der, jeg bliver tiltaler for eksaminer og karakter på universitet for hvad kan du selv, når du ikke er pakket ind i ressourcestærke forældre. Så karakterer er uomgængeligt, hvis man gerne vil have, at nogle folk har en mulighed for at bryde igennem en mur. Min mor gik syv år i skole, min far var rejsenderepræsentant, der solgte shampoo, og jeg blev for fanden jurist og statsminister, og det er blandt andet fordi, jeg gik i en skole, der kunne se, at jeg kunne skrive, regne og læse. Så jeg er tilhænger af karakterer, men det må ikke være på et ben. Det er samtidig også et ansvar, som jeg synes, at virksomheder bærer. Nogle af universiteterne er begyndt at lave optagelsesprøver i højere grad, det, synes jeg, er super godt. Fordi hvis det bare bliver karakterer, og det bliver 12-talsjagten, hvor man glemmer mennesket, så er det også skidt. Så det er ikke noget med at smide karaktererne ud til fordel for noget andet, det er en balance, og jeg tror, som tidligere nævnt, at livet består af balancer. Erhvervslivet må også rekruttere derefter. Det er også min erfaring, at selvom ens eksamensbevis måske spiller en stor rolle i forhold til den første rekruttering, så ændrer det sig. Derfra handler det om, hvad har du i rygsækken, hvor har du været, hvilke referencer har du på dig. Der er jo ingen, der står 10 år efter og siger, nej vi vil ikke ansætte dig, fordi du fik en lav karakter i arveret.

J: På falderebet.. Har du et sidste godt råd til jurastuderende?

L: Jeg synes, man skal mærke efter og gå efter det man har lyst til, lysten skal være drivkraften. Jeg har altid beskæftiget mig med samfundet og holdninger, og jeg har haft en udmærket karriere, det skal jeg ikke klage over. Men jeg kender også andre af dem jeg læste med, som har nået mere og tjent langt mere end mig. Så kan man tænke, skulle jeg have valgt anderledes, for det var jo egentlig advokat jeg ville være, men så er jeg nået frem til, at man skal jo gøre, det man kan lide. Man skal ikke gøre det andre synes, man skal gøre. Det tror jeg er et vigtigt budskab, for man ser de der lysende stjerner, og man ser jo på forskellige stjernehimler. Nogle kigger op på branchen med den store indtjening, de hurtige biler og fart på, mens nogle kigger ud i det det internationale samfund, hvor man ser på FN’s generelsekretær og tænker; jeg skal gribe ud efter dem, og det skal man også, men man skal kigge på den stjernehimmel, der er ens egen. Man skal ikke gå på pengejagt, det tror jeg ikke, man bliver lykkelig af, man skal mærke efter, hvem er jeg, og hvilket liv vil jeg leve. Man kan nok ikke tjene de otte millioner om året og så være i synk med alt muligt andet. Så mærk efter og lad lysten drive dig. Hvis du går forkert, så gå tilbage og prøv igen.

Interviewet er tidligere udgivet i Stud.Jur-bladet i efteråret 2020. 

(Visited 421 times, 2 visits today)

Del denne artikel

Onsdagsposten 270917

Aktuelt - 27, september 2017

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten.  Dette har været en uge, hvor man står tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Hvorfor er endnu et højrenationalistisk parti stormet frem (jf. det tyske valg)? Er den nye DR-serie værd at se? ER Kylie Jenner gravid? Og hvad skete der egentlig til semesterstartsfesten i fredags? Nogle af svarene på de spørgsmål kan du måske finde, hvis du læser videre i Onsdagsposten, mens der er andre, jeg vil lade blive stående uafklaret. Ugen har også været kendetegnet ved, at efteråret for alvor har indtaget sin plads i […]

Læs mere

Onsdagsposten 010616

Aktuelt - 01, juni 2016

Onsdagsposten er sponsoreret af Plesner Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten. Onsdag den 1. juni 2016   Så er det sommer! Fortovscaféerne er sprængfyldte med fornøjelige, bekymringsfrie folk, fra i eftermiddag af lyder startskuddet til årets måske mest bekymringsfrie fest, og solen skinner – som efterhånden vanligt – helt bekymringsfrit fra en skyfri himmel. Tilværelsen er da lige til at holde ud. Hvis man altså ikke var jurastuderende… Nuvel, selv om tiderne er hårde, kan man efterhånden begynde at se en ende på den ganske […]

Læs mere