AF Matthias Smed Larsen


En ny dag gryer

Efter godt halvandet år med foranstaltninger mod virussen SARS-CoV-2 og den deraf resulterende sygdom COVID-19, herunder to indgribende nedlukninger af samfundet og en række regionale nedlukninger, er Danmark for alvor ved at åbne op igen. Hen over sommeren blev diverse restriktioner ophævet. I skrivende stund er det således ikke længere nødvendigt at bære mundbind på serveringssteder og offentlig transport, forsamlingsloftet er så højt at det ikke længere rammer de fleste private arrangementer, der findes akkommoderende særregler for visse større offentlige arrangementer, og coronapassets anvendelsesområde er indskrænket. Den 10. september vil Sundhedsministeriet ophøre med at betragte COVID-19 som en såkaldt samfundskritisk sygdom efter epidemiloven, hvilket betyder at den tidligere aftalte udfasning af foranstaltninger bliver fremrykket yderligere, da hjemlen til foranstaltningerne hermed bortfalder.

Et af grundene til, at denne udfasning af foranstaltningerne er mulig, særligt henset til at situationen i andre lande ikke er lige så god, er, at vaccinetilslutningen i Danmark er meget stor. De forskellige vacciner, der er blevet udviklet imod COVID-19, mindsker risikoen for at blive syg med COVID-19, og hvis man alligevel bliver det, mindsker de symptomernes alvorlighed. Således er skadevirkningen af at åbne op betydeligt mindre med en høj vaccinetilslutning.

Det kollektive og det individuelle

Politikerne og embedsfolkene der har ledet vaccineindsatsen, har gjort meget ud af at understrege, at det er frivilligt at blive vaccineret i Danmark, og den høje tilslutning kan derfor muligvis ses som udtryk for en høj tiltro til myndighederne eller i hvert fald til vaccinen. Andre lande fastholder også at vaccination er frivillig, men har ikke lige så stor succes. Medierne har blandt andet bragt historier om diverse tiltag i USA, der skulle få flere til at lade sig vaccinere, f.eks. gavekort eller pengelotterier, med ringe succes. I skrivende stund er lige under 52 % vaccineret i USA.

Konfronteret med lav vaccinetilslutning, har visse regeringer valgt at gå en anden vej, nemlig indførelse af krav om, at man er vaccineret, for at kunne få adgang til visse goder. I Frankrig er det f.eks. blevet besluttet, at alt sundhedspersonale skal lade sig vaccinere, med

trussel om bortvisning fra arbejdet, såfremt de vælger ikke at blive det. Samtidigt har parlamentet indført, hvad der svarer til det nu udfasede danske coronapas: Hvis du vil på restaurant, skal du være vaccineret eller lade dig teste regelmæssigt.

Sådanne vaccinekrav rejser et etisk dilemma. Både etisk og juridisk anses autonomi og samtykke som et bærende hensyn i sundhedsprofessionen. Sundhedslovens § 15 fastsætter en hovedregel om, at behandling kræver samtykke, og at enhver fravigelse herfra kræver lovhjemmel. Europarådets Oviedo-konvention om menneskerettigheder og biomedicins art. 5 og 6 kræver samtykke for enhver intervention på sundhedsområdet, medmindre patienten ikke kan samtykke, og interventionen er til dennes direkte fordel.

På den anden side, er det en klassisk parole inden for menneskeretten, at en rettighed kun rækker så langt, at den ikke krænker andres rettigheder. Uanset om man henter sin samfundsanskuelse fra Hobbes, Locke, Rousseau eller den kollektivistiske gren af anarkismen, eksisterer der en eller anden anerkendelse af, at individets behov skal balanceres over for fællesskabets. Det siger sig selv, at såfremt en stor gruppe mennesker vælger ikke at lade sig vaccinere, svækker det samfundets kollektive forsvar mod sygdom, og øger dermed risikoen for, at flere bliver syge: Retten til autonomi står over for retten til liv. Spørgsmålet er, hvordan man skal forholde sig hertil?

Vaccinationskrav ved Strasbourg

Den 8. april 2021 tog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) stilling til netop et sådant spørgsmål i sagen Vavřička m.fl. mod Tjekkiet (47621/13 m.fl.). Sagen omhandlede ikke en af corona-vaccinerne. Der var i stedet tale om et påfaldende sammenfald, hvor en klagesag om vaccinationskrav fra 2013 skulle afgøres under en verdensomspændende pandemi. Sagen er selvfølgelig interessant fra et juridisk synspunkt, men kan måske også fortælle noget om, hvilke hensyn, der kan inddrages ved en etisk afvejning. Som EMD udtalte i Soering-dommen fra 1989 indeholder konventionen en ”iboende […] søgen efter en rimelig balance mellem fællesskabets behov og de krav, der følger af individets grundlæggende rettigheder.”

Sagen omhandlede en række klagere. En havde fået en bøde, for ikke at have sørget for, at hans børn blev vaccineret mod polio, hepatitis B og stivkrampe. De fire andre var blevet nægtet en plads i børnehave, da de ikke havde de fornødne vaccinationer, blandt andet mod de førnævnte sygdomme samt MFR-vaccinen. Klagerne fremsatte forskellige argumenter, herunder deres ret til overbevisning, religion, og sundhed, sidstnævnte fordi vaccinerne angiveligt skulle være usikre. De nationale domstole havde fundet, at reglerne omkring vaccination var berettigede indgreb i klagernes rettigheder, der varetog hensynet til den fælles sundhed på en proportional måde, men at der i ekstraordinære tilfælde kunne ses bort fra vaccinationskravet. Ingen af sagerne var dog af en sådan karakter.

Selv om sagerne som sådan handlede om konsekvenserne af, ikke at overholde vaccinationskravet, anså EMD kravet som så tæt knyttet til konsekvenserne, at prøvelsen omfattede disse som en helhed. Domstolen fandt, i overensstemmelse med fast praksis, at personlig integritet var beskyttet af retten til privatliv i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og at ufrivillig medicinsk behandling udgjorde et indgreb heri. EMD fandt ydermere, at indgrebet havde lovhjemmel og varetog et anerkendelsesværdigt formål, nemlig at beskytte sundheden og andres ret og frihed. Spørgsmålet var herefter, om indgrebet var proportionalt (”nødvendigt i et demokratisk samfund”).

EMD vurderede først, hvor stor en skønsmargen (råderum for afbalancering af rettigheder og indgreb på nationalt niveau) Tjekkiet havde. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå egentlig vaccinationstvang i den forstand, at loven ikke gav ret til kompulsiv vaccination, at der var en general konsensus blandt medlemsstaterne om, at vaccinationer var effektive og hensigtsmæssige, at der ikke var konsensus ift. hvorvidt frivillighed eller lovkrav var mest hensigtsmæssigt, at etiske hensyn både kunne tale for dem der var imod og for vaccination og atsundhedspolitik generelt blev tillagt en bred skønsmargen. Således havde Tjekkiet en større råderum ved fastlæggelsen af den nationale vaccinationspolitik.

Vaccinationspolitik varetog ifølge EMD et tvingende samfundsmæssigt hensyn, idet staten var forpligtet til at beskytte dens borgeres ret til liv og helbred under konventionens artikel 2 og 8, og varetog barnets tarv, idet tidlig vaccination måtte anses som den mest hensigtsmæssige varetagelse af deres sundhed.

I den nærmere proportionalitetsvurdering fremførte domstolen tre argumenter for, at indgrebene var tilladelige. Rent medicinsk fandt EMD, at vaccinerne blev anvendt på sygdomme, hvor vacciner var den mest effektive og sikre behandlingsmåde, og at der er videnskabelig konsensus om vacciners sikkerhed. Ad processen bemærkede EMD, at de fleste klagere ikke havde påberåbt sig de tilgængelige undtagelser eller muligheden for økonomisk kompensation ved skade pga. vacciner, at der blev foretaget foranstaltninger for at sikre mod de få tilfælde, hvor vacciner kan være skadelige, at den administrative proces omkring udpegelsen af de obligatoriske vacciner var gennemsigtig, og at den nationale prøvelse af indgrebet havde været robust. Ift. den anvendte sanktion var den primært af beskyttende (”protective”) og ikke straffende (”punitive”) karakter, og indgrebet i børnenes privatliv skulle anses som primært forårsaget af deres forældre, og nødvendigt af hensyn til at beskytte de børnehavebørn, der ikke kunne lade sig vaccinere og derfor var sårbare. Vavřičkas anbringende under retten til samvittighed jf. artikel 9, blev anset for at være usammenhængende. Tjekkiet blev herefter frikendt.

Sanktioner, solidaritet og videnskab

Der kan knyttes mange kommentarer til dommen. Jeg vil nøjes med nogle få.

For det første er det tydeligt, hvordan konsensus spiller en stor rolle, ikke kun rent juridisk ift. EMDs sædvanlige søgen efter en europæisk standard, men også videnskabeligt, idet den lægelige konsensus om vacciner tillægges vægt: Et indgreb der har så overvældende stor støtte fra fagpersoner, og minimale skadevirkninger kan således anses som mere tilladeligt.

For det andet synes EMDs analyse af sanktionen at være lidt kunstig. At lægge skylden for et indgreb over på forældrene er ikke usædvanligt, jf. f.eks. Nielsen mod Danmark (10929/84), men effekten på børnene er den samme. Ligeledes er det vel et fedt om man tvinges til at blive vaccineret eller sanktioneres indtil man lader sig vaccinere.

Dommens centrale pointe om, at når beskyttelsen af andres velvære er så stor, og bekostningen for den enkelte så lille og i øvrigt også gavnlig for dem selv, så må et sådant krav være tilladeligt, forekommer dog mig relativt overbevisende. Imidlertid er det nok ikke den store trøst for vaccineskeptikere, at der ifølge EMD er en overvældende videnskabelig konsensus.

I øvrigt betyder ovenstående heller ikke, at det kan være bedre at anvende en frivillighedsbaseret model, når tilslutningen til vacciner alligevel er høj. Hvis man kan opnå et formål uden magt, må det være at foretrække.

(Visited 38 times, 1 visits today)

Del denne artikel

070819

Aktuelt - 07, august 2019

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten! Vi har taget hul på august måned, og vi begynder dermed også så småt at kunne ane den ellers uendelige sommerferies udløb. På redaktionen stræber vi dog altid efter en positiv attitude, og vi anser derfor hellere sommerens snarlige udløb som en ny begyndelse og muligheden for (endnu en gang) at love sig selv at give dét ekstra på dette semester. Vi skal naturligvis ikke aflive sommerferien inden den helt er slut, hvorfor vi fluks […]

Læs mere

Onsdagsposten 201217

Aktuelt - 20, december 2017

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten! I en tid, hvor overspringshandlinger i eksamensperioden udelukkende burde være forbundet med gaveindkøb og et ubehageligt indtag af julekager, har man som redaktør på Stud.Jur. i stedet fornøjelsen af at skrive Onsdagsposten. Og hvilken fornøjelse det i denne uge har været, da december ikke kun har skabt uro i de svenske julecentrer, men også hos den svenske regering. Efter alt for mange #metoo-afsløringer, vil den svenske regering med en ny samtykkelov sikre sig, at sex […]

Læs mere